
Folketinget har tirsdag vedtaget en lov, der giver vidtgående beføjelser til forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), som kan tilsidesætte krav og rettigheder, der kan forsinke militære byggerier.
Det skyldes den militære oprustning af Danmark, hvis eksempelvis miljøkrav enkelte steder står i vejen for forsvarsbyggeri af væsentlig national betydning.
På grund af truslen fra Rusland haster det med at få opgraderet Forsvarets faciliteter ved at bygge og renovere faldefærdige kaserner og andet, som i årevis er blevet forsømt.
- Man skal glæde sig over, at der er massivt bredt flertal i Folketinget for det meget vidtgående lovforslag, der nu er vedtaget, siger forsvarsministeren efter vedtagelsen.
- Det er et lovforslag, som vi har akut brug for at få på plads og dermed også vedtaget, som er sket nu for at sikre den nødvendige oprustning i de dele af Danmark, hvor vi har brug for at se bort fra nogle af de love, der i dag gælder.
Ministeren erkender selv, at loven er vidtgående, og har derfor indført en solnedgangsklausul, så den udløber med udgangen af 2028.
- Jeg vil ikke lægge skjul på, at det selvfølgelig er nogle vidtgående beføjelser, forsvarsministeren får tildelt. Men jeg synes, i lyset af den alvorlige sikkerhedspolitiske situation vi er i, så er det det, der er nødvendigt, siger han.
Kan overtage kompetencer fra kommuner
Grundlæggende skal loven sætte fart under Forsvarets byggeprojekter, som ofte strander i bøvl og bureaukrati.
Ifølge loven kan en minister overtage kompetencen fra en kommune og give dispensationer til projekter. Det vil betyde, at sager kan afgøres hurtigere.
I næste instans kan en minister beslutte, at regler på plan- og miljøområdet tilsidesættes for et konkret byggeri eller en konkret aktivitet på forsvarsområdet.
Organisationer har været kritiske over for lovforslaget, og det samme gør sig gældende for partier som Alternativet og Enhedslisten, som sammen med Borgernes Parti og løsgænger Theresa Scavenius stemte imod.
Forsvarsministeren får for meget magt, når hensyn til miljø, planlov og borgernes ret til at klage vil kunne tilsidesættes, har det lydt. I særlige tilfælde i fuld fortrolighed.
Forsvarsministeren har tidligere åbnet for kompensation til borgere, som bliver naboer til våbenproduktion eller militære anlæg på grund af oprustningen i Danmark.
Folketinget blev helt ekstraordinært indkaldt til førstebehandling af lovforslaget i august, og loven er således vedtaget på under en måned.
Da loven skulle tredjebehandles, blev afstemningen kortvarigt afbrudt af aktivister. Tre personer blev efterfølgende anholdt og sigtet.
/ritzau/
Red.: Opdateret 10.01 med bl.a. foto og ny rubrik. Opdateret 10.59 med oplysning om anholdte aktivister.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.