Testfaciliteterne bliver blandt de største i verden og samarbejdet mellem Risø DTU og LORC sikrer, at både forskningsverdenen og industriens spillere - fra de store vindmølleproducenter til mindre leverandører til industrien - får adgang til at afprøve og teste det mekaniske og elektriske drivtog i møllehuse til fremtidens store offshore vindmøller. Det oplyser LORC i en pressemeddelelse.
- Med denne aftale bidrager vi markant til, at industrien kan tage et kvantespring i møllers størrelse og pålidelighed og til at danske ingeniører og forskere i vindkraft fastholder og udvikler deres position som verdens førende. Gennem tæt samarbejde og unikke faciliteter forbliver vi stærkest, siger Henrik Bindslev, direktør, Risø DTU.
Industriens parter bakker op om aftalen om at etablere en testbænk på Lindø.
- I min kontakt med de største af spillerne i den danske vindmøllebranche er der ingen tvivl. De får brug for ekstra kapacitet til at teste fremtidens store offshore vindmøller, siger Poul Nyrup Rasmussen, formand for bestyrelsen for Lindoe Offshore Renewables Center, LORC. Han tilføjer:
- Jeg er meget glad for, at testbænken bliver del af vores test- og demonstrationscenter. Det vil være til stor gavn for LORC, industrien og forskningsverdenen og kan sikre, at Danmark bevarer sin førerposition indenfor vindkraft.
Bestyrelsen for LORC godkendte i dag aftalen mellem Risø DTU og LORC.
Risø DTU - Nationallaboratoriet for Bæredygtig Energi beskæftiger 150 forskere inden for vindenergi. LORC er et center for forskning, innovation, demonstration og test af teknologi til udvinding af energi offshore. LORC etableres på det nedlagte skibsværft Lindøværftet.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.