
FREDERIKSBERG: Støvsugningen i Frederiksberg Kommune skal ikke længere foretages af medarbejdere i ældreplejen, men af robotstøvsugere med hjælp fra frivillige. Beslutningen bliver af kommunen begrundet med, at de ansatte i hjemmeplejen vil spare tid på rengøringen hos de ældre.
Kommunen har sat en halv million kroner af til at etablere et korps af frivillige, der skal instruere de ældre i at bruge støvsugerne.
- Det er ikke tænkt sådan, at de frivillige skal gå og gøre rent - de skal vejlede de ældre. Men vi kan ikke kontrollere, om der er enkelte frivillige, der f.eks. hjælper med at tømme robotten, siger formanden for Sundheds- og Omsorgsudvalget i Frederiksberg Flemming Brank til foa.dk
Det er eksempler på opgaver som sosu'erne mener, de burde tage sig af.
- Jeg synes det giver mest mening, at det er hjemmeplejen, der løser de opgaver. Man skal jo ikke bare stå og se på støvsugeren - man tjekker også op på, om fru Petersen har det godt, og det kan de frivillige altså ikke på samme måde som de uddannede, siger Carina Barsøe Olsen til foa.dk. Hun er fællestillidsrepræsentant for sosu'erne i Frederiksberg Kommune.
Besparelser kan medføre fyringer
Samtidig med at kommunen afsætter en halv million til at etablere et samarbejde med de frivillige, lægger den i budgetet for 2013 op til en besparelse i hjemmeplejen på 8,2 millioner kroner. I hjemmeplejen frygter de ansatte for, hvad det kommer til at betyde for dem.
- Vi er mest nervøse for, at det kommer til at betyde fyringer i hjemmeplejen, når de skal spare så mange penge, siger Carina Barsøe Olsen.
De ansattes bekymringer kan vise sig at være velbegrundede. Flemming Brank kan ikke garantere, at alle medarbejdere beholder deres job, når robotterne kommer.
- Hvis vi ser det samme eller lavere antal ældre, der skal have hjemmehjælp, kan jeg ikke udelukke, at det vil komme til fyringer, siger han.
Muligt at sige nej
Kommunen har besluttet sig for at betale halvdelen af robotstøvsugeren, den anden halvdel skal de ældre selv betale. Kommunen er også klar over, at det ikke vil være alle ældre, der vil tage imod robotten. Hvis de siger nej, fortsætter hjemmehjælpen som før.
Formand for FOAs Social- og Sundhedssektor Karen Stæhr har tidligere kommenteret på udbredelsen af den velfærdsteknologi, som robotstøvsugeren er et eksempel på. Hun mener ikke, at robotstøvsugeren kan erstatte mennesker. Hun har testet en robotstøvsuger i sit eget hjem, det er der blevet en video ud af.
Artiklen er oprindeligt bragt på foa.dk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.