Antallet af danskere, der melder sig som frivillige soldater for Hjemmeværnet, voksede markant sidste år.
Den militære beredskabsorganisation optog således 35 procent flere frivillige i 2024 sammenlignet med året før, viser nye tal fra Hjemmeværnet ifølge TV 2.
Det er den største enkeltstående stigning i antallet af frivillige siden 1983, skriver mediet.
Ifølge chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Gunner Arpe Nielsen, har værnet formået at knække en negativ kurve.
Og for første gang i "mange år" er Hjemmeværnet blevet styrket, lyder det.
Det øgede fokus på krig og katastrofer samt en mere "alvorlig" verdenssituation er ifølge generalmajoren den primære grund til, at flere melder sig frivilligt.
- De frivillige fortæller selv, at de melder sig, fordi der sker så meget i verden lige nu, at de føler et ansvar for at gøre noget aktivt, siger han til mediet.
Hjemmeværnet består af omkring 13.500 aktive frivillige og cirka 30.000 i reservestyrken.
Flere vigtige militære opgaver
Opgaverne spænder over både militære og civile opgaver. Det kan eksempelvis være at hjælpe med regulering af færdsel og at hjælpe ved oversvømmelser og storme.
Den stigende sikkerhedstrussel har gjort, at Hjemmeværnet har udviklet sig, og militære opgaver fylder mere end førhen. Derfor anerkender flere og flere, at der er mange vigtige militære opgaver, mener Gunnar Arpe Nielsen.
Generalmajoren forventer, at den øgede interesse for Hjemmeværnet vil fortsætte.
Det er imidlertid ikke helt nyt, at flere danskere har fået øjnene op for værnet.
For mens der i 2021 var 1299 ansøgere og 916 optagne, lå tallene i 2022 på 1829 ansøgere og 1220 optagne. Interessen for at blive en del af Hjemmeværnet steg særligt, efter at Rusland invaderede Ukraine.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.