HØJE-TAASTRUP: Høje-Taastrup Kommune forstærker indsatsen med at bekæmpe sort arbejde og snyd med sociale ydelser
Komunen har i en årrække arbejdet målrettet med at bekæmpe sort arbejde samt misbrug af og snyd med sociale ydelser. Arbejdet foretages af Team Kontrol, og Byrådet har nu besluttet at forstærke teamet med yderligere en medarbejder, så der fremover vil være fem fuldtidsansatte på området.
Team Kontrols arbejde har i 2008 resulteret i en besparelse på i alt 3,9 millioner kroner. Heri indgår standsning og efterregulering af sociale ydelser med i alt 2,2 millioner kroner.
Derudover er der truffet afgørelser i 35 sager, hvor borgere har modtaget ydelser som enlige forsørgere, selvom de reelt havde en samlever. Disse sager har alene resulteret i standsning af ydelser og efterbetalingskrav for 1,7 millioner kroner. Efterbetalingskravene ligger i størrelsesordenen 30.-50.000 kroner eller mere.
I sådanne sager foretages konsekvent politianmeldelse for socialt bedrageri. For nylig er et par hver især blevet idømt 10 måneders fængsel foruden pligt til at tilbagebetale 300.000 kroner for forskellige sociale ydelser, som de uretmæssigt har modtaget på baggrund af falske oplysninger.
Sagerne opstår fx som følge af anmeldelser fra borgere eller sagsbehandlere. Team Kontrol kan også nemt udsøge sager via samkøring af oplysninger fra forskellige registre.
Team Kontrols medarbejdere deltager endvidere i såkaldte Fairplay-aktioner sammen med andre myndigheder, typisk SKAT og Arbejdsdirektoratet. Fairplay-aktionerne er kontrol af virksomheder og har til formål at afsløre personer, der arbejder sort samtidig med, at de modtager offentlige forsørgelsesydelser, som fx kontanthjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge.
- Kontrolindsatsen intensiveres i de kommende år. Både fordi de foregående års resultater viser, at der er noget at komme efter, og fordi Indenrigs- og Socialministeriet har pålagt kommunerne at yde en effektiv indsats mod snyd og fejl med udbetalinger af sociale ydelser, understreger borgmester Michael Ziegler (K).
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.