dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Borgmester i Holstebro H.C. Østerby (S) udtaler, at kommunen er "voldsomt udfordret".
Ole Mortensen

Holstebro sender brev til regeringen: Udligningen rammer skævt

Kommunen står til at starte budgetlægningen for 2026 med et minus, så nu beder byrådet regeringen om hjælp.
28. AUG 2025 13.46

HOLSTEBRO: Det ser ikke økonomisk godt ud i Holstebro Kommune. Faktisk ser det så dårligt ud, at kommunen starter sin budgetlægning med et minus. Det står klart efter byrådets budgetseminar, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Borgmester H.C. Østerby (S) fortæller til mediet, at kommunen er "voldsomt udfordret", og at det store problem kommer af udligningsordningen, hvor kommunen især rammes på arbejdsmarkedsområdet.

- Vi har haft KL til at regne på tallene. De kan heller ikke få det til at gå op. Vi har en rekordlav arbejdsløshed, og alligevel bliver vi straffet økonomisk, siger H.C. Østerby.

Holstebro Byråd har derfor sendt et brev til finansminister Nicolai Wammen (S), indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) og skatteminister Rasmus Stoklund (S), hvor de fremlægger situationen og "håber, at regeringen vil se på den uheldige situation, Holstebro Kommune er fanget i".

Manglende finansiering 

I brevet fremlægger byrådet, at "der sker noget helt særligt for Holstebro" i udviklingen af finansiering af overførselsindkomster i forhold til de faktiske udgifter. 

"Der sker således en særlig udvikling i forbindelse med indregning af de forsikrede ledige i bloktilskuddet," skriver kommunen og påpeger, at den i 2020 havde et "overskud" på overførsler på 50,3 mio. kr. pga. lav ledighed og en aktiv arbejdsmarkedpolitik.

I regnskabet for 2024 var underskuddet på 37,4 mio. kr., mens det forventes, at der vil være et underskud på 45 mio. kr. i 2025-regnskabet – på trods af rekordlav ledighed. I budgettet for 2026 forventes der et forbrug, der er 53,4 mio. kr. højere end aftaleniveau. 

"Denne forskel på over 100 mio. kr. giver en tilsvarende forringelse af vores service. Det er så stort et fald, at selv gode økonomiaftaler ikke kan lukke dette hul," står der i brevet.

Med Økonomiaftalen 2026 vil Holstebro ligge 45 mio. kr. under servicerammen og 45 mio. kr. under anlægsrammen. 

Den manglende finansiering betyder, at byrådet i øjeblikket kan blive nødt til at finde yderligere besparelser – udover en besparelse på en procent af servicerammen i 2026, som allerede er fundet.

Ingen særtilskud

Tidligere på måneden blev det såkaldte §16-tilskud uddelt til 22 særligt vanskeligt stillede kommuner, som var blandt 37 ansøgere. Holstebro havde ansøgt om 75 mio. kr., men fik ikke del i midlerne.

Kommunen skrev bl.a. i sin ansøgning, at væksten i kommunens skattegrundlag har været lavere end landsgennemsnittet i en årrække, og at kommunen vil blive hårdt ramt af både sundhedsreformen og beskæftigelsesreformen.

"Når en god økonomiaftale ikke giver mulighed for de nødvendige løft af demografi eller til væksten på det specialiserede område, så begynder budgetlægningen at blive vanskelig," skrev kommunen i ansøgningen.

Til gengæld har Holstebro fået tildelt et lån på 12 mio. kr. fra puljen til det ordinære anlægsområde.

Læs alle artikler om kommunernes økonomi og budgetter for 2026 under temaet Budget 2026.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/holstebro-sender-brev-til-regeringen-udligningen-rammer-skaevt

GDPR