HORSENS: Efter otte måneder med ugentlige mails om igangværende dispensations-muligheder stopper plan- og mijøudvalget i Horsens igen med at se administrationen over skulderen, oplyser Horsens Folkeblad.
I august sidste år kritiserede V- og K-politikere byggesagsafdelingens praksis og argumenterede for, at det set fra deres stol var nødvendigt at "tage magten tilbage" fra embedsmændene. Martin Ravn (V), der er formand for plan- og miljøudvalget, gennemgik tre sager, hvor afdelingen ifølge ham havde begået graverende fejl.
Delegationsplanen - forvaltningens ret til at uddele dispensationer uden politisk indblanding - er blevet misbrugt, lød det dengang fra Esben Hedeager (K), og byrådet godkendte efter længere debat borgmester Peter Sørensens (S) forslag om, at udvalget så fremover skulle godkende forvaltningens afgørelser om dispensationer fra lokalplaner.
V og K fik bevågenhed
Siden september sidste år har byggesagsafdelingen så sendt omkring 200 byggesager, der potentielt kunne kræve en dispensation fra lokalplanen, frem til politikerne, som så har kunnet orientere sig, bede om at få sagerne nærmere belyst og herefter behandlet i udvalget. Og ikke i et eneste tilfælde har politikerne fundet anledning til at tage dispensationssager op politisk, oplyser Martin Ravn nu til avisen.
På den baggrund foreslog han sammen med De Konservative at ændre praksis, så politikerne ikke skal informeres om dispensationssager på mail hver eneste uge. Til gengæld skal forvaltningen stadig hvert kvartal give en orientering til udvalget om dispensationer og også stadig bringe større og principielle sager med mange eller væsentlige indsigelser ind til politisk behandling.
Socialdemokraterne undlod at stemme i udvalget med begrundelsen, at de hele tiden har haft tillid til forvaltningen. Og Martin Ravn mener, at V og K har opnået hvad de ville: "Vi fik sat massiv politisk bevågenhed på området, og det har forplantet sig ned gennem sagsbehandlingen. Vi kan se, at det fungerer nu, og at politikere og forvaltning er på samme side."
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.