
AABENRAA: I en historie fra DR Nyheder i dag fremgår det, at Aabenraa Kommune - helt efter loven - sanktionerer kontanthjælpsmodtagere, hvis de kører over grænsen og handler uden at spørge deres sagsbehandler først.
Aktivloven forpligter kommunerne til at sanktionere kontanthjælpsmodtagere, som "uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet". Og det omfatter altså også ture i supermarkederne syd for grænsen. En enkelt tur om måneden må borgeren tage - hvis ellers sagsbehandleren har givet lov.
Flere står dermed til at miste en tredjedel af deres kontanthjælp i 20 uger. Bl.a. en borger, der har været i Tyskland og handle seks gange indenfor de seneste tre måneder, hvilket ydelseskontoret har fundet frem til ved en gennemgang af hans kontoudtog.
Leder af ydelseskontoret i Aabenraa Jette Nissen fortæller til DK Nyt, at der er tale om en præcisering af Aktivloven, hvor det fra januar 2020 blev fremhævet, at grænsen for "at tage ophold i udlandet" nu skulle forstås som et besøg én dag om måneden:
- Men corona-perioden betød jo, at man slet ikke måtte tage over grænsen i mange måneder, så derfor er det nok først nu, at vi ser tendensen til, at flere må sanktioneres for at bryde den regel.
Speciallægebesøg undtaget
Hun understreger, at der er undtagelsesmuligheder i lovgivningen, hvis man fx skal til en speciallæge i udlandet.
Jurist og lektor på Aalborg Universitet, Nina von Hielmcrone, vurderer over for DR, at "det er ude af proportioner, men kommunen handler efter loven. - Folketinget bør overveje, om de virkelig mener, at folk skal rammes med så hård en sanktion for så lille en forseelse som at handle over grænsen."
Samme toner lyder fra Kirsten Ketscher, der er professor på det juridiske fakultet på Københavns Universitet.
Ifølge Jette Nissen har Aabenraa Kommunes praksis været afprøvet i klagesager, hvor den kommunale afgørelse er blevet stadfæstet af Ankestyrelsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.