GLOSTRUP: Glostrup Bibliotek vil ikke længere opkræve gebyrer, når bøger og andre materialer afleveres for sent. Pengene fra gebyrerne anvendes til indkøb af materialer, men indebærer samtidig et stort administrativt arbejde og en del ærgrelse hos lånerne, når de ikke får afleveret til tiden. Det oplyser Glostrup Bibliotek.
Gebyrerne kan være en barriere for borgere - f.eks. borgere med lav indkomst, hvor udgiften nemt kan blive en faktor i forhold til overhovedet at bruge biblioteket.
Og for dem, der har råd til at betale, er gebyrerne ikke et incitament til at få bøger afleveret.
Forsøgsordning
Biblioteket starter et forsøg fra august 2022 til juli 2023 med gebyrfrit bibliotek. Biblioteket vil stadig sende varsel om aflevering tre dage før, lånetiden udløber, og der vil også fortsat blive sendt hjemkaldelser. Hvis det lånte materiale slet ikke afleveres eller bliver ødelagt, skal det fortsat erstattes.
Glostrup Biblioteks leder Helle Ratz håber, at forsøget vil medføre, at der kommer flere unge lånere, som lige nu er den gruppe, der bruger biblioteket mindst.
Unge kan være bange for at komme til at skylde noget, eller tror, at de måske allerede skylder noget. Med forsøgets indførelse nulstilles alt, dvs. man skal fremover ikke betale gebyrer, og samtidig slettes alle eksisterende gebyrer. De internationale erfaringer viser, at afskaffelsen af gebyrer medfører, at der kommer flere lånere, og at flere bøger reelt bliver returneret.
- Jeg hørte blandt andet en mor, der blev interviewet i radioen i forbindelse med vores tiltag, sige, at hun aldrig lånte bøger til sine børn på grund af gebyrerne; hun havde simpelthen ikke råd til at betale, hvis hun glemte en bog. Det er jo det sidste, jeg vil høre som biblioteksleder, fordi det er det, vi er sat i verden for - at give alle adgang til bøger og læsning. Jeg får også flere mails om måneden, hvor for eksempel studerende skriver, at de nu har fået en bøde, de ikke kan betale, og spørger, hvad de kan gøre. Den slags gør indtryk, siger Helle Ratz til Forbundet Kultur og Information.
Forbundet oplyser også, at pengene er blevet hentet inden for bibliotekets budget, da gebyrer i forvejen ikke talte med i dette.
Gode internationale erfaringer
Erfaringer fra New York 2021 viser, at gebyrer ved for sen aflevering ikke er effektivt, hvis man vil opmuntre folk til at returnere biblioteksbøger. I New York har politikken været, at borgere, der har over 15 dollars i gebyrer, får deres lånerkort spærret og nægtes adgang til biblioteket. Byens biblioteker tjente over 3 millioner dollars i gebyrer alene i 2019. Gebyrer blev i 2020 suspenderet på grund af pandemien, og slettes nu permanent.
New York slutter sig til listen over større byer som San Francisco, Chicago, San Diego og Philadelphia, hvor bibliotekerne har slettet alle tidligere gebyrer. Boston Public Library meddelte i år, at de også vil slette alle gebyrer.
Mange biblioteker i Nordamerika, herunder nogle i Canada, er i stigende grad også begyndt at droppe gebyrer. Indtil videre har det vist sig at være en succes i mange byer. Chicago Public Library rapporterede, at tusindvis af tidligere brugere genoptog deres brug af biblioteket efter afskaffelsen af gebyrer i 2019. Desuden oplevede biblioteket en stigning i antallet af afleverede bøger i månederne efter ændringen.
rmn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.