
Kommunerne er borgernes primære adgang til det offentlige og passer på enorme mængder data med vores cpr-numre, adresser, sundhedsoplysninger og meget mere.
Af den grund er kommunerne også interessante for hackere, og i en opgørelse af KL fra juni måned blandt 66 kommuner svarede hver fjerde, at de hver især rammes af mere end 200 cyberangreb om ugen.
I en tid med stigende cyberangreb på de offentlige it-systemer står kommunerne stort set alene. Netop fordi kommunerne ikke bliver betragtet som en del af det danske cyberforsvar, og i det gældende forsvarsforlig er der ikke sat en eneste krone af til kommunernes cybersikkerhed. Det skriver Kommunen.dk.
I podcasten Kort Fortalt siger it-chef i Favrskov og formand for foreningen af kommunale it- og digitaliseringsansvarlige (Kita), Henrik Brix, at han af den grund har forståelse for, at nogle kan miste tilliden til kommunernes evne til at beskytte borgeres data.
- Det er afgørende vigtigt, at borgerne har tillid til kommunerne og hele det offentliges behandling af borgernes persondata. Det er også noget, der fylder noget i mit eget hoved. Jeg er jo også borger i min kommune og i landet. Så ja, det er afgørende vigtigt, siger han.
Lyt til podcasten Kort Fortalt og bliv klogere på de mange tiltag som kommunerne allerede arbejder med, for at forbedre sikkerheden. Du kan også høre om de forskellige løsninger, som Henrik Brix peger på.
Mere end 2.000 databrud
Udover de mange cyberangreb sker der også fejl internt i kommunerne. Indtil videre har kommunerne anmeldt mere end 2.000 databrud til Datastyrelsen bare i år, hvor man ved en fejl har delt borgeres cpr-numre eller andre personlige oplysninger til fremmede.
Henrik Brix pointerer, at cyberangrebene og kommunernes databrud ikke har noget med hinanden at gøre. Samtidig er der i kommunerne en generel regel om, at man hellere anmelder en gang for meget end en gang for lidt. Han kan dog godt forstå, at det kan have en negativ påvirkning på borgernes tillid.
- Det her, det kalder på en kontinuerlig indsats (i kommunerne, red.). Den er i gang, den har været det i lang tid, og den fortsætter i kommunerne. Teknologimulighederne bliver bedre og bedre. Bevidstheden hos medarbejderne bliver bedre og bedre, siger han.
En af de løsninger, som kan skabe mere tillid og forbedre it-sikkerheden, er at kommunerne skaber mere transparens. Henrik Brix foreslår blandt andet at gøre det synligt for borgerne, hvem der har kigget i deres data.
- En af de måder, som vi også har forsøgt at arbejde med det på, er "mit overblik" på borger.dk, hvor vi simpelthen inviterer borgerne ind i vores systemer og viser de data, vi har om borgerne. Der kunne man godt diskutere, om det næste naturlige skridt i den retning er at udstille større dele af loggene, så borgerne faktisk kan se, hvem det er, der har interesseret sig for deres oplysninger. Det vil være et yderligere skridt i forhold til mere transparens, og jeg kan personligt godt se, at vi skal den vej, siger han.
Hvilke andre løsninger og igangværende tiltag, som Henrik Brix fortæller om, kan du høre i podcasten Kort Fortalt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.