Ubalancen i kommunestyret bliver den store kamp de næste fire år

En verden fuld af craziness.

Sådan beskriver kommunalforsker og professor ved Syddansk Universitet Ulrik Kjær den virkelighed, lokalpolitikerne går i møde i den kommende byrådsperiode – med flere reformer, større forventninger og mere pres end tidligere.

Som årets første oplægsholder på KØF lægger han ikke skjul på, at kommunerne står over for en mere krævende virkelighed end før. Men midt i al den craziness har han et klart budskab til byrådsmedlemmerne:

- Tag det roligt. Det kan godt være, at alting er lidt vildere, end det plejer at være, men det er ikke sådan, at den kommunale superkraft ikke kan klare det.

- Husk at være kommuner. Det er et meget kedeligt svar, men jeg har tro på, at det, der bliver vigtigt, er at holde fast i det kommunestyret kan, understreger han.

Ifølge Ulrik Kjær har kommunestyret gang på gang vist, at det kan omstille sig – fra reform til reform og fra udfordring til udfordring. Det skyldes ikke mindst det, han kalder kommunernes tæt-på-styrker: frihed, forskellighed og innovation.

Men netop de styrker rummer også de store dilemmaer, som lokalpolitikerne kommer til at bokse med de næste fire år.

For friheden kan blive for stor eller givet til de forkerte. En voksende forskellighed mellem kommunerne kan skabe ulige vilkår. Og innovation kan tage over og presse den daglige, velfungerende drift.

- De tre diskussioner ligger inde i kommunestyret. Og de næste fire år kommer politikerne til at bokse lidt mere med dem end tidligere, siger Ulrik Kjær.

Kommunerne har frihed til selv at træffe beslutninger og indrette service og løsninger efter borgernes behov. Samtidig er de sat i verden for at finde nye svar, når problemerne er svære.

- Hvis man har en nød, som er svær at knække, er det så bedst at have en masse siddende inde på Slotsholmen, der forsøger at knække den? Eller er det bedst at have 98 lidt mindre organisationer, der forsøger at knække den samme nød – men på forskellige måder?, spørger han.

Hvem ved egentlig bedst?

Ifølge Ulrik Kjær kommer det helt centrale spørgsmål til at handle om, hvem der ved bedst – ikke mindst når forskelligheden mellem kommunerne vokser.

- Der er hele tiden nogen, der mener, at de ved bedre end os selv. Og det bliver en diskussion, vi kommer til at tage igen og igen: Kan vi hele tiden bare sige, at kommunerne ved bedre end staten?

Ulrik Kjær peger på, at forskellighed kan være en styrke, men også har en bagside. For hvor store forskelle i kommunale ydelser er man egentlig villig til at acceptere fra kommune til kommune?

- Det ødelægger ikke kommunestyret, at der indimellem kommer statslovgivning. Det giver mening at sige: Nu laver vi noget her, så folk ikke bliver væsentligt dårligere behandlet, bare fordi de bor i den “forkerte” kommune.

Samtidig er der områder, hvor beslutningskraften med fordel kan flyttes længere ned i systemet – til institutioner, fagprofessionelle og i nogle tilfælde borgerne selv.

Ulrik Kjær peger blandt andet på ældrereformen, hvor et centralt princip er, at jo længere nede i systemet beslutningerne træffes, jo bedre. Men andre gange skal beslutningen tages et andet sted:

- Hvis borgerne selv skulle bestemme, hvor mange vindmøller der skulle sættes op, kom der måske slet ikke nogen. Men vi ved, at borgerne har brug for strøm, og derfor giver vi tilladelse til at sætte en vindmølle op.

Det handler i høj grad om at finde balancen i, hvem der ved bedst hvornår.

- Det er en svær øvelse, som lokalpolitikerne kommer til at bøvle med, siger han og tilføjer:

- Der er rigtig mange mennesker – inklusive mig selv – som ikke altid er hundrede procent afklaret med, hvad man mener om en bestemt problematik, men som alligevel blander sig, selvom andre måske ved bedre.

Derudover mener Ulrik Kjær også, at det er vigtigt at huske, at kroner og øre ikke alting, og at kvalitet kommer til at fylde mere i samtalerne om velfærden i de kommende fire år – noget kommunerne generelt er gode til, påpeger han.

Politisk utålmodighed – og fire år til det hele

Når kommunalpolitikerne skal give sig i kast med de mange opgaver, står de overfor endnu en ubalance – et klassisk dilemma for nyvalgte lokalpolitikere: spændingen mellem politisk utålmodighed og den tid, det faktisk tager at flytte en kompleks kommune.

- Vi vil jo gerne have kommunalpolitikere, der er politisk utålmodige. Der skal være glød i øjnene, og de skal ville lave om på tingene. Men hvis de ikke også tøjler den utålmodighed lidt, kan det drive selv de mest hårdføre politikere hurtigt i seng.

For ting tager ikke nødvendigvis tid, fordi systemet er langsomt, understreger han.

- Nogle gange tager ting tid, fordi man gerne vil gøre det ordentligt. Og fordi kapaciteten ikke bare kan skaffes fra den ene dag til den anden.

Derfor er rådet klart:

- Man skal huske, at der er fire år. Vi kan ikke løse det hele i måned ét.