FOLKETINGET: - Vi skal tage både bedre og tidligere hånd om de udsatte børn og gøre alt, hvad der er muligt, for at forhindre, at vedvarende omsorgssvigt skaber dybe og uhelbredelige sår på sjælen. Derfor er det helt afgørende, at tegn på mistrivsel tages alvorligt, når de bliver indberettet til myndighederne.
Det siger den konservative socialordfører, Vivi Kier, i en kommentar til oplysninger fra DR Nyheder om, at kommuner sylter sager om udsatte børn, og at de mennesker, der har indberettet omsorgssvigt, oplever, at der ikke reageres i forhold til barnets situation.
- Det er et fælles ansvar at hjælpe udsatte og misrøgtede børn. Derfor er det rigtigt trist, når svage led i kæden bremser den indsats, andre har sat i gang og naturligvis forventer, at der bliver reageret på, siger Vivi Kier:
- Det kan være en både stor og svær beslutning at indberette omsorgssvigt. Derfor skal vi sikre, at personen, der indberetter, får tilbagemelding fra myndighederne, og dermed vished om, at fagpersoner tager sig af sagen.
Forslaget om tilbagemeldingspligt er en del af et nyligt offentliggjort oplæg, udarbejdet af Konservative, der blandt andet har særlig fokus på netop den tidligere opsporing og indsats over for udsatte børn. Forslaget indgår nu i forhandlingerne om Barnets Reform.
- Det skal være umagen værd at indberette omsorgssvigt. Og vi skylder de mennesker, der uselvisk tager ansvar for andre, at de ikke gør det forgæves, men at de kan se, at det nytter, siger Vivi Kier.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.