Undersøgelsen har AKF, Anvendt KommunalForskning, Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), Aarhus Universitet, NIRAS Konsulenterne og UdviklingsForum udarbejdet for Indenrigs- og Socialministeriet.
Den omfatter 79 pct. af landets kommuner og viser, at kommunerne er godt i gang med at udvikle den tidlige forebyggende indsats over for socialt udsatte børn – men det kan gøres endnu bedre.
Dagpleje, vuggestue og børnehave er dagtilbud, som spiller en vigtig rolle i det tidlige forebyggende arbejde, og der iværksættes mange nye tiltag i dagtilbuddene. For eksempel opretter kommunerne pædagogiske udrykningsteam, der bevilges ekstra pædagogtimer, og der tilbydes støtte og rådgivning til de udsatte børns forældre, som ofte selv har store sociale og personlige problemer.
Samarbejdet omkring de udsatte børn kan forbedres
Men samarbejdet mellem børnenes daginstitutioner og kommunernes familieafdelinger kan gøres bedre. Kun i tre ud af ti kommuner deler daginstitutionens og kommunens familieafdeling deres viden om børnenes situation med hinanden, inden de sætter støtte i værk for et udsat barn eller dets familie.
– Det billede, vi ser i undersøgelsen, er, at der sker rigtig meget udvikling i indsatsen i dagtilbuddene, men også at kommunerne i mange tilfælde ikke lever op til målet om en koordineret, helhedsorienteret indsats, hvor der både ses på barnets situation og barnets dagligdag i familien og i dagtilbuddet, forklarer programleder Jill Mehlbye fra AKF.
– Dette samarbejde er vigtigt for en effektiv indsats. Hvis indsatsen ikke er effektiv nok og foregår i et samarbejde kan det i værste fald betyde, at børnenes problemer vokser sig så store, at børnene må døgnanbringes, når de bliver ældre, siger Jill Mehlbye.
Måler ikke effekten af indsatsen
Et andet problem er, at kommunerne ikke måler, om indsatserne virker efter hensigten. Kun få kommuner er begyndt at lave systematiske effektmålinger. Det betyder, at der sættes indsatser i værk, uden at man ved, om de virker.
- For at sætte en mere systematisk evaluering i værk kunne kommunerne fx uddanne nogle særlige evalueringsvejledere med henblik på at vejlede pædagogerne og støtte målrettede indsatser. Der er stort behov for at få mere systematisk viden om effekten af den tidlige indsats i dagtilbuddene, siger programleder Jill Mehlbye fra AKF.
Sammenfatningsrapporten 'Socialt udsatte børn i dagtilbud – indsats og effekt' AKF, DPU, Aarhus Universitet, NIRAS Konsulenterne og UdviklingsForum samt tre delrapporter kan downloades fra akf.dk, dpu.dk, niraskon.dk og udviklingsforum.dk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.