Kampdag i retræteposition

Efter nederlaget i storebededagskampen skulle 1. maj have været afsæt for arbejderbevægelsens genrejsning. Sådan gik det ikke. Fagforeningerne - især men ikke kun deres hovedorganisation FH - står i dag mere svækket end længe, og det er helt selvforskyldt.

FH's nu forhenværende formand Lizette Risgaard er den udløsende faktor, men den konsekvens hun nølede med at drage, deler hun med medlemsorganisationerne. HK var hurtig til at melde fra, og det gjorde også Teknisk Landsforbund, Kost- og Ernæringsforbundet og Danmarks Lærerforening, allerede samme fredag som det hele brød løs. Lørdag kom yderligere Dansk Socialrådgiverforening, Farmakonomforeningen, Frie Skolers Lærerforening, Dansk Skuespillerforbund og Dansk Musiker Forbund til.

De resterende, især de toneangivende 3F, Metal og FOA og de to andre store, Dansk Sygeplejeråd og BUPL, har med deres afventen svækket både sig selv og FH og dermed hele den bevægelse, som i sin egen selvforståelse har en afgørende rolle i samfundet. Men ikke i dag, og hvilken dag. Vi kommer nok ikke til at høre mange 1. maj-taler med indslag om retten til ikke at blive krænket på arbejdspladsen.

Prøv for eksperimentets skyld at tænke på en mandlig fagforeningsformand, der som fast praksis gramser på alle halvt så gamle kvinder, der er så uheldige at komme i nærheden. Ville man sige: "Årh, lad os nu lige få nogle advokater til at se på, hvad det her handler om. Og imens møder du bare på arbejde som du plejer." Nej, det ville man naturligvis ikke, og når man alligevel - i første omgang - sagde det på FH's ekstraordinære forretningsudvalgsmøde i fredags, skyldtes det dels almindelig rådvildhed efter at bomben var sprunget, men muligvis også at det denne gang var en kvinde, der var krænkeren, og mænd der var ofrene.

Derfor blev sagen handlet af som man plejer, og det er her værd at lægge mærke til Lizette Risgaards reaktion, da HK efterfølgende erklærede hende sin mistillid. "Jeg skal tale med HK igen", sagde hun bistert. En reaktion der blev gentaget, da hun søndag omsider accepterede det uundgåelige og samtidig erklærede sig "utrolig skuffet" over at det "allerede fredag eftermiddag stod (...) klart, at hverken aftaler eller fortrolighed betyder det samme for alle".

Meget illustrativt i forhold til, hvor massiv en fejlvurdering det var at tro, at denne sag var en sag som alle andre og med de vante spilleregler. Men de vante spilleregler gælder ikke (længere) i #metoo-sager. Fra det sekund sagen blev offentlig kendt, havde Lizette Risgaard reelt spliiet sig af banen, og det kan undre, at det ikke straks gik op for hovedpersonen, og i særdeleshed at det heller ikke fra start stod klart for repræsentanterne for FH's medlemsorganisationer, som på bagkant flokkes om at konstatere deres manglende tillid til Lizette Risgaard og udtrykke deres tilfredshed med at hun selv endte med at gå.

Sagen kunne fra starten kun ende på én måde: med en ny FH-formand, og det skete derfor også. For hver time man udsatte det uundgåelige, lod man sagen svække fagbevægelsen yderligere. Bare spørg i 3F hvor længe det varede at komme på benene igen efter den daværende formands dobbeltspil i privatlivet og den - også dengang - nølende håndtering af sagen.