dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
En lang betonmur skal sikre Kolding Midtby imod stormflod og oversvømmelse.
Kolding Kommune

Kolding dropper watertubes og bygger en kilometerlang mur imod stormflod

En strækning på 1,2 km i Kolding midtby skal sikres mod efterårets forventede stormfloder. Kommunen opfører bl.a. en mur af beton, som skal stå klar til november, samtidig med et nyt stort pumpesluse-anlæg indvies.
12. JUL 2025 12.21

KOLDING: De seneste år har efteråret ført stormfloder med sig. Konsekvensen har gang på gang været oversvømmede gader, butikker og kældre.

Nu igangsætter Kolding Kommune anlægningen af en permanent løsning imod de voldsomme stormfloder og 100-årshændelser.

Det skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse. 

Langs det meste af en 1,2 km lang strækning bliver der nu opført en betonmur, som skal forhindre oversvømmelse ved en vandstigning på op til 2,50 meter over normal vandstand. På ca. 200 meter af strækningen opføres fundamentet til en flytbar mur, som kommunen kan sætte op med få timers varsel, når meterologerne varsler stormflod.

Ved at bygge en permanent mur slipper Kolding Kommune for at bruge de efterhånden kendte watertubes, som ifølge leder af projektet, Lars Guldager, er en uholdbar løsning imod vandmasserne.

- Det er en meget krævende opgave i forhold til mandskab at beskytte en så lang strækning med watertubes. De skal sættes op, tjekkes og fyldes med vand, før vandet kommer, og bagefter skal de tømmes for vand, pilles ned igen, tørres, tjekkes og opbevares. Derudover har vi jo set, at watertubes er behæftet med risici. Det så vi selv ved stormfloden i efteråret 2023, hvor en watertube gik i stykker, så vandet strømmede ind. Her er vi langt bedre tjent med betonmuren og den flytbare mur, siger han.

Forventningen er at muren står klar til november, samtidig med et nyt, stort pumpesluse-anlæg ved Marina Syd. Kolding Kommune oplyser, at den samlede pris for pumpesluse-projektet, inklusiv den nye betonmur langs sydkajen og den flytbare mur, er ca. 160 mio. kr.

- Sammen med det nye pumpesluse-anlæg ved Marina Syd skal den nye højvandssikring forhindre, at vand fra fjorden løber ind i midtbyen via Kolding Å. Løsningen er dimensioneret, så den kan klare en vandstand, der svarer til en 100-årshændelse om 40 år, siger Lars Guldager.

lal

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kolding-dropper-watertubes-og-bygger-en-kilometerlang-mur-imod-stormflod

GDPR