AABENRAA: Kontanthjælpsmodtagere i Aabenraa Kommune, der er blevet trukket i kontanthjælp for at rejse over grænsen, kan se frem til at få penge tilbage. Det fortæller Dorrit Knudsen (S), der er byrådsmedlem og medlem af arbejdsmarkedsudvalget i Aabenraa.
- Det vi gør nu er, at vi straks mandag morgen går i gang med at gennemgå alle de sager for borgere, der bliver sanktioneret lige nu og her, genoptager dem og udbetaler pengene tilbage til dem så hurtigt som overhovedet muligt, siger hun.
Som tidligere omtalt, kommer udmeldingen efter, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fredag sendte et brev til alle landets kommuner. I brevet fremgår det, at sanktionering for korterevarende ophold i udlandet efter lov om aktiv social politik sættes i bero.
Det er Beskæftigelsesministeriet, der efter omtale i medierne og en henvendelse fra Folketingets Ombudsmand igangsatte en vurdering. Det er på baggrund af denne vurdering, at reglerne er sat bero.
Tvivl om lovgivning
Det er ministeriets foreløbige vurdering, at der er berettiget tvivl om, hvorvidt Danmark overholder EU-lovgivning i forhold til fri bevægelighed. Den politiske opmærksomhed på emnet blev vakt, efter flere medier kunne berette om, at kontanthjælpsmodtagere blev trukket i deres ydelse, fordi de tog over grænsen for at handle.
Dorrit Knudsen er glad for, at sanktionerne nu er sat i bero.
- Det glæder mig inderligt, at den her melding er kommet. Vi har jo gennem længere tid stået frem i medierne og sagt, at det her er en tåbelig lovgivning, som vi skal have ændret. Den rammer skævt og uretfærdigt for os borgere, der bor i grænselandet, siger hun.
Hun forklarer samtidig, at for borgerne i grænselandet er det ikke grænsehandlen, der er det primære.
Mange har familie på den anden side af grænsen, som de besøger. For nogle er tyske supermarkeder sågar tættere på, end de danske, siger Dorrit Knudsen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.