
Tidligere mangeårig borgmester i Ikast-Brande og slagen spidskandidat til regionsråd Midtjylland ved KV17 Carsten Kissmeyer (V) stiller ikke op igen til KV21, oplyser Venstre i Region Midtjylland. Kissmeyer sidder i dag både i Folketinget og i regionsrådet.
- Det at have to politiske poster samtidigt går ikke i længden. I hvert fald ikke med min geografiske placering, siger Carsten Kissmeyer.
Venstres formand i Region Midtjylland, Jens Nicolai Vejlgaard, beklager gruppeformandens beslutning og går nu i gang med at sondere terrænet for kandidater til posten. Partiet ventes at vælge den nye spidskandidat til efteråret.
Kissmeyer var partiets spids ved KV17, hvor S satte sig i spidsen for flertallet og tog posten som formand for regionsrådet i skikkelse af Anders Kühnau (S). Kühnau fik med 62.959 flest personlige stemmer, Kissmeyer næstflest med 38.920. I Ikast-Brande var han borgmester fra 2007-2017.
En anden tidligere midtjysk borgmester, Kirstine Bille (SF) i Syddjurs, har fra sin side meddelt sin partiforenings bestyrelse, at hun 'gerne genopstiller som borgmesterkandidat, hvis man vil have det', oplyser Adresseavisen Syddjurs.
Det skal formelt afgøres på et medlemsmøde senere i 2020. En ny byrådsperiode vil blive hendes sjette. Det begyndte med fire år i Ebeltoft, før hun kom med i det første byråd i sammenlagte Syddjurs Kommune. Ved KV09, KV13 og KV17 har hun ligget henholdsvis nummer et og to på listen over antal personlige stemmer.
Hun blev borgmester i perioden 2010-2013 og blev afløst af Claus Wistoft (V) fra 2014-2017 og senest af Ole Bollesen fra 2018. Bollesen stiller ikke op igen, så meget står åbent i Syddjurs. Både Bille (2.494) og Wistoft (3.377) fik ved KV17 iøvrigt flere personlige stemmer end Bollesen (1.066), der kunne sætte sig i borgmesterstolen.
S-styre i mere end 100 år
For nu at springe tilbage til Venstre, så har partiet i Næstved valgt sin spidskandidat: Kristian Skov-Andersen - uden modkandidat, oplyser Sjællandske.
Socialdemokratiet har regeret i Næstved i mere end 100 år - lige for tiden med Carsten Rasmussen (S) i spidsen. Ved KV21 fik S 13 pladser i det 31 store byråd, mens Venstre satte sig på de ni. Carsten Rasmussen scorede flest - 10.275 - personlige stemmer, mens Kristian Skov-Andersen ved det valg fik næstflest, 3.975. Ved KV13 var Karsten Nonbo V-spids.
Læsere, der kender til flere gennemførte udpegninger af nye borgmesterkandidater eller tilsvarende nyheder fra de store oppositionspartier, er velkomne til at give lyd til [email protected].
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.