Landbruget forsumper Danmark

Af Bent Lauge Madsen

Der er oprør i landbruget over vandplanerne: De vil forsumpe Danmark. Ikke mindre end ca. en fjerdedel af den landbrugsjord, vi har, bliver forvandlet til sump. Det må være ganske vist, for det er landbruget selv, der har regnet det ud. En af deres forudsætninger for regnestykket er, at hele Danmark er fladt som det fladeste Falster.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer over landbrugets regnekunst. Men de behøver slet ikke at regne så meget for at forsumpe den danske landbrugsjord. Det gør de udmærket på anden vis.

Det begyndte ellers så godt: Landbruget afvandede en gang et forsumpet og vådt Danmark for at skaffe landbrugsjord. Godt hjulpet af store statstilskud. Våde enge i ådalene blev omdannet til rige kornmarker, da vi havde brug for det.

Men høstfesten er slut i mange af ådalene, og flere følger. Langs åerne er tusindvis af hektar fordums kornmarker væk. Engene her er uigenkaldeligt forsumpet. Andre står med afgrøder under vand. Det er her, og i de indvundne marker fra søer og fjorde, der kommer rigtig mange vandklager fra landmændene. For det må jo være andre end dem selv, der må være skyldige.

Lånt tid
Synderen er den forsumpning, som landbruget selv har valgt. Landbruget og deres rådgivere kendte konsekvenserne, da de drænede engene. En drænet eng med tørvejord, eller en udtørret søbund, har man på lånt og kort tid. I den drænede jord trives en verden af bakterier, der bogstavelig talt spiser tørven. En skive på 1-2 cm. om året kan det blive til. Marken synker mere og mere, også fordi de tunge maskiner trykker jorden sammen. Man siger, at jorden sætter sig. Det var grundlæggende viden i landbrugsskolernes kulturteknik.

Græs og andre af engens planter trives, hvor der er vådt. Men vil man hellere dyrke korn her, skal der være tørt. Grundvandet må sænkes og åens vand skal holdes væk. Kornets meget lange rødder skal have løs, iltrig og varm jord at vokse i. Man lægger dræn i ca. 1½ meters dybde, og for at få drænvandet væk, skal også åen graves dybere og rettes ud.

Kornet og landmændene trivedes så længe, det gik godt. Men i løbet af et par årtier var der ikke meget tilbage af den nyskabte drændybde, fordi jorden havde sat sig. Marken blev vandlidende igen.

Så kan man vel bare uddybe åen endnu mere, og grave nye dræn dybere ned og uddybe åen endnu mere? Javist, og det sagde landbrugets rådgivere også. Men hvad de glemte at fortælle er, at det får ende, når åens fald er gravet væk. Vandet skal jo løbe nedad. Det ser man eksempler på mange steder, fx ved de store åer i Himmerland og i Nørreå-dalen ved Viborg, og ved Værebro Å på Sjælland.

En anden mulighed er at pumpe vandet fra marken op i åen. Landmanden må vurdere, om det kan betale sig. Kommunen må vurdere, om det er forsvarligt. Det er jo ikke lige sagen i vore klimatider at sende endnu mere kuldioxid fra pumpedriften og fra den afbrændte tørv ud i atmosfæren.

En tredje mulighed er, at beskylde kommunen for ikke at rense åen godt nok op og forlange erstatning, fordi åvandet står for højt. Det har vi set rigtig mange eksempler på i det forgangne år. Kun få lader sig true. Landbruget har en rigtig dårlig sag her. Men går den, så går den.

Schmidts testamente
Hele den historie har vi en ganske god viden om. Den tidligere miljøminister, H. C. Schmidt (V), fortjener megen anerkendelse for at bidrage væsentligt til denne viden gennem Vandløbsudvalget, han nedsatte. Der er ikke så meget mere at snakke om. Er der noget landbrug eller politikere er i tvivl om, så læs Schmidts vandløbstestamente (www.vandløbsudvalget.dk).

Det fik måske ikke det indhold, han havde ventet. Men det er grundigt, velskrevet og klart. Nok er der modstridende meninger, men ikke modstridende fakta: Landbruget har brugt ådalenes muligheder for afvanding op.

Det er landbruget selv, der har gjort engene ubrugelige som dyrkningsjord. Regningen er landbrugets. Den skal ikke sendes til samfundet. Det skulle da lige være, fordi det er samfundets skyld: Afvandingen blev jo gennemført med statstilskud.

Det er afgørende, at politikerne får sagt helt klart nu, at hvor landbruget selv har forsumpet vandløbenes omgivelser, er der ingen penge at hente, når man skal snakke erstatninger for vandplanernes forsumpning af marker.

Det er vigtigt, vandplanerne bliver brugt til at lave et bedre vandløbsmiljø, hvor det nytter noget. De skal ikke gå til at redde landmænd ud af et selvskabt, forudsigeligt problem.


Bent Lauge Madsen, åmand emeritus, mag. scient., Lemvig