

SLAGELSE: 'Forlig jer, I skabhalse - I skader vores by'. Et samlet erhvervsliv i Slagelse rejser nu et krav om, at tre toppolitikere i Slagelse byråd stopper med at svine hinanden til offentligt, som det er sket de seneste måneder, det skriver DR Sjælland.
Baggrunden er en giftig cocktail af et helt byråd, som borgmesteren har meldt til politiet for at lække fyringen af et SF-byrådsmedlem, der arbejdede som klubleder i den Vestsjællands by.
Cocktailen er ydermere krydret med en millionskandale i kølvandet på et kæntret forsøg med brintbusser. Dertil kommer offentlige angreb på navngivne offentligt ansatte. KL er i øjeblikket i gang med at undersøge, hvad der er op og ned i den spegede sag.
Negativ branding af kommunen
Ifølge formanden for erhvervsrådet i Slagelse, advokat Helge Poulsen, skyldes miseren især, at to politikere har taget nogle unoder med sig fra Christiansborg.
- De foretrækker at gå i avisen med personangreb, også på kommunalt ansatte, frem for at få snakket problemerne ned bag lukkede døre. Det er helt uhørt og en kultur, vi ikke har set før i vores byråd, siger han.
Og den negative branding af Slagelse skader byen og borgerne, siger formand for Business Slagelse Torben Kjerulff:
- Vi får et dårligt omdømme i hele landet. Der er jo ikke nogen virksomheder, der vil bosætte sig i en by, hvor der bare er ballade, kævl og strid, og politikerne ikke kan snakke sammen. Det gider vi ikke finde os i, siger han til DR Sjælland.
To mod én
De tre hovedaktører i den voldsomme konflikt er socialdemokraternes tidligere folketingsmedlem John Dyrby Paulsen, der er partiets borgmesterkandidat til valget i november.
Sammen med Liberal Alliances Villum Christensen, der både er byråds- og folketingsmedlem, har de to dannet front mod Venstre-borgmester Stén Knuth, der har svaret igen ved at kalde Dyrby og Christensen for nogle banditter. Men også borgmesteren erkender, at de mange kampe skader byen.
- Der er ikke noget, jeg hellere ville, end tale de her sager igennem, men når man dagen efter bliver angrebet i avisen, er det umuligt. Man kan tvinge hesten til truget, men ikke til at drikke, siger han.
Villum Christensen fra Liberal Alliance, der i øvrigt er støtteparti for borgmesteren, har kaldt Stén Knuth for løgner, og han mener ikke, han har haft andre muligheder end at gå til avisen.
- Borgmesteren lyver og manipulerer. Det skader demokratiet, siger han til DR Sjælland.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra socialdemokraternes borgmesterkandidat John Dyrby Paulsen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.