LOLLAND: Problemerne med at rekruttere sosuer, som de fleste kommuner er ude i, har fået Lolland til gå nye veje. Kommunen har rettet blikket mod Italien, Spanien og Ungarn for at finde uddannet personale.
Det er foreløbig resulteret i, at 16 kvinder fra de tre lande er i gang med intensiv online-undervisning, før de til december kommer til Lolland for at gå på intensiv sprogskole. Til marts ventes de at være klar til at tage fat, fortæller borgmester Holger Schou Rasmussen (S) til DR.
- Der er omkostninger med sprogskolen i indkøringsperioden. De skal også have noget løn. Så derfor koster det. Men på den lange bane kan det være en god investering, siger han med henvisning til, at brugen af vikarer, som ofte er nødvendig for at dække vagtplanen, også er dyr.
Hverdagsdansk og fagudtryk
Lolland er gået efter at rekruttere nogen, som allerede har en uddannelse på plejeområdet, fortæller decentral hjemmeplejeleder Inge Kromann Hansen til P1 Morgen. Derfor bliver den største opgave at lære dem tilstrækkeligt dansk til, at de kan føre en hverdagssamtale, og at de forstår de danske fagudtryk.
Samtidig bliver der gjort en indsats for at hjælpe de kommende medarbejdere med bopæl og andre praktiske forhold som en del af kommunens bosætningsstrategi.
- Vi håber, at de bliver så glade for Lolland, at de bliver boende i rigtig mange år, siger Inge Kromann.
Ifølge professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg er der ingen egentlige erfaringer med at hente plejepersonale til Danmark, men tidligere forsøg på at tiltrække udenlandske læger viste, at pengene kan være spildte, fordi mange rejser hjem eller videre, når de har indhentet erfaringer fra Danmark.
- Norge lønner endnu bedre. Så der er en risiko. Det bliver spændende at følge. Og så må vi se, hvor gangbar den her løsning er i et større perspektiv, siger han til DR.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.