MARIAGERFJORD: Miljøklagenævnet har afgjort, at Mariagerfjord Kommunes krav om støjmåling på en vindmølle i Hobro var uberettiget. Afgørelsen fastslår, at det er "urimeligt" at kræve en ny støjmåling, da vindmøllen "drives og vedligeholdes i overensstemmelse med vindmøllebekendtgørelsens regler".
Mariagerfjord sendte kravet i september 2020 på baggrund af en støjklage fra en nabo.
Kommunen krævede at støjmåling skulle udføres som ”Miljømåling – ekstern støj” i henhold til kvalitetsbekendtgørelsen.
Kan ikke kræve støjmåling
Nu er det afgjort, at kommunen ikke kunne kræve denne måling.
Kommunen foretog selv fire tilsyn i månederne, før den krævede støjmålingen, hvor der blev målt støj under vindmøllen samt ved nærtliggende veje.
Det fremgår af sagen, at "Mariagerfjord Kommune i forbindelse med tilsynsbesøgene subjektivt har beskrevet den observerede støj som en højfrekvent tone fra en af vindmøllens vinger eller en støjtone, samt en maskinlyd".
Det oplyses hertil, at medarbejderen fra kommunen kunne høre støj under vindmøllen ved alle fire tilsyn.
Ingen udvikling i støjniveau
Vindmøllen blev opført i år 2000 og er dermed mere end 20 år gammel.
Ifølge vindmøllebekendtgørelsen kan en kommune pålægge ejeren af en vindmølle for egen regning at udføre støjmålinger og beregninger,
- når en anmeldt vindmølle eller ændring heraf sættes i drift,
- i forbindelse med almindeligt tilsyn efter miljøbeskyttelsesloven, dog højst 1 gang årligt, eller
- i forbindelse med behandlingen af naboklager over støj, når kommunalbestyrelsen anser dette for at være nødvendigt.
For at kræve en støjmåling skal kommunen sandsynliggøre, at der er støjgener i forbindelse på vindmøllens drift. Det mener nævnet i denne sag ikke, at kommunen har gjort. Nævnet lægger vægt på, at støjrapporten fra år 1999 i forbindelse med opsætningen af vindmøllen konkluderer, at den holder sig indenfor vindmøllebekendtgørelsens fastsatte støjgrænse.
Hertil understreger nævnet også, at intet tyder på, at vindmøllen larmer mere over tid, og at det derfor ikke er sandsynligt, at den nu støjer mere end ved sidste måling for over tyve år siden.
Nævnet har afgjort, at "Mariagerfjord Kommune har foretaget subjektive vurderinger af støjgener fra vindmøllen" og, at der ikke er foretaget egentlige støjmålinger. Derfor har kommunen ikke bevist, at der er støjgener fra vindmøllen.
rmn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.