VESTHIMMERLAND: Når stiftsøvrigheden bruger sin vetoret til at stoppe vindmøller, fordi de står i vejen for ind- eller udsyn til kirker, er de lokale menighedsråd langtfra altid enige.
For siger man nej til møller, siger man også nej til en pose vindmøllepenge til det lokale foreningsliv – og her sidder menighedsrådsmedlemmer ofte også med ved bordet.
Derfor melder flere menighedsråd sig da også ud af debatten, når der tales møller og udsigt – sådan som menighedsrådet ved Aggersborg Kirke ved Aggersund nord for Limfjorden har gjort. Ifølge menighedsrådsformand Jane Gertsen Christensen kan bølgerne i vindmølledebatten nemlig gå højt.
- Stiftet kan godt have en holdning til, at udsynet fra kirken bliver generet, mens lokalområdet måske mener noget andet. Derfor har vi valgt at sige, at den står vi af på, siger Jane Gertsen Christensen til Kristeligt Dagblad og uddyber:
- Var det mig, der bestemte, ville jeg jo være nødt til at tage stilling til, om jeg vil tage hensyn til dem, der ligger på kirkegården, eller til de børn, der vokser op i vores lille samfund. For man må erkende, at nogle ting går lettere, hvis man har lidt at gøre godt med, og det er en del penge, der siver ud i lokalsamfundet, hvis man siger ja til møller.
To hensyn
Selvom det er stiftet og ikke menighedsrådene, der er høringsberettiget, kan Uffe Bro (S), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune, sagtens sætte sig ind i, at medlemmerne kan føle sig klemt mellem stift og vindmølleinteresser.
- I små samfund har de samme mennesker ofte flere kasketter på. Derfor sidder menighedsrådsmedlemmer typisk også i den lokale idrætsforening eller borgerforening – og skal man så lægge vægt på kulturarven eller lokalsamfundets overlevelse?, siger han.
I dialog med Vesthimmerlands Kommune fik stiftsøvrigheden i 2018 fjernet fire vindmøller tæt på Næsborg Kirke. Indsigelsen mod fire andre blev tilbagekaldt. Vattenfalls nye vindmøllepark i Vesthimmerland og Aalborg kommuner kommer dermed til at tælle 36 kæmpemøller ud over det antal, der står der i forvejen.
I Folketinget har tidligere skatteminister Karsten Lauritzen, som er valgt for Venstre i Nordjyllands Storkreds, netop stillet spørgsmål til kirkeministeren om de fire sløjfede møller ved Næsborg Kirke, også selvom han hverken er klima- eller kirkeordfører.
- Jeg rejser sagen som lokalt valgt folketingsmedlem, fordi jeg har svært ved at se, hvilken skade vindmøllerne forvolder. Vi har brug for at tale om de to hensyn – behovet for mere grøn strøm kontra hensyn til kirkerne.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.