Kommunerne skal fremover planlægge byerne og det åbne land med det overordnede mål at skabe et sammenhængende, grønt og bæredygtigt Danmark. De skal sikre sammenhæng i naturen og skabe rammer, så naturen bliver robust over for klimaændringerne. Og danskerne skal have flere adgange til oplevelser i det åbne land.
Det er bare nogle af budskaberne i miljøminister Troels Lund Poulsens forslag til Landsplanredegørelse 2009. Den indeholder de principper og prioriteter, som regeringen mener, at kommunerne skal planlægge efter. Redegørelsen er nu i offentlig høring, oplyser By- og Landskabsstyrelsen.
For første gang henvender landsplanredegørelsen sig direkte til kommunerne, fordi de nu har ansvaret for planlægningen af både byerne og det åbne land. Af samme grund er redegørelsen udarbejdet efter flere møder mellem ministeren, landets borgmestre og regionsrådsformænd.
- Forslaget viser min grundlæggende tillid til kommunernes planlægning. Derfor er redegørelsen skrevet uden omsvøb, så kommunalpolitikerne kan se udfordringerne - og hurtigt orientere sig i regeringens politiske prioriteringer, når opgaverne skal løses, siger Troels Lund Poulsen.
Forslaget til Landsplanredegørelsen 2009 lægger vægt på, at de åbne kyster og befolkningens adgang til dem skal bevares. Kommunerne skal planlægge, så der bliver plads til mere vand og natur i byerne, men der skal stadig være en klar grænse mellem land og by.
Udviklingsbetingelserne er meget forskellige i Danmark. Derfor sætter redegørelsen fokus på de forskellige geografiske områder og deres tilsvarende forskellige planlægningsmæssige udfordringer. Miljøminister Troels Lund Poulsen vil i den forbindelse igangsætte et initiativ om bæredygtige og attraktive landdistrikter, som i samarbejde med udvalgte kommuner skal bidrage til nytænkning af mulighederne for udvikling i landdistrikterne.
Kommunerne skal planlægge for landbrugets nye store husdyrbrug, herunder biogasanlæg, så de både tager hensyn til miljø- og landskabsinteresser og til landbrugets investeringer. Det er en del af den aftale om Grøn Vækst, som regeringen for nyligt har indgået. Landsplanredegørelsen står ikke alene, den skal ses i sammenhæng med regeringens væsentlige politiske initiativer.
Forslag til Landsplanredegørelse 2009 er i offentlig høring fra den 8. juli 2009 til den 7. september 2009.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.