
Om et par uger kommer SVM-regeringen langt om længe med sit samlede udspil til en ældrereform.
Der skal blandt andet gøres noget ved tilsynssystemet, og så vil regeringen have en såkaldt "helhedspleje", hvor den ældre i langt højere grad end i dag bestemmer over sin egen hverdag, fortæller statsminister Mette Frederiksen (S) til Berlingske.
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) kalder sidstnævnte for "krumtappen" i det kommende udspil.
- Det er der, at vi sætter de ældre fri til at i langt højere grad selv at kunne bestemme den daglige tilrettelæggelse af hjælpen, plejen og genoptræningen. Det er faktisk et ret markant skifte fra, hvordan det er i dag, siger Kierkgaard.
For skemalagt
I dag er ældreplejen for skemabestemt, mener ældreministeren, hvor rengøringen eksempelvis skal finde sted på den dag, der er bestemt i forvejen af en visitator. Eller hvornår der skal købes ind og genoptrænes.
Det betyder for eksempel, at der ikke kan købes ind en tirsdag, hvis der er rengøring på skemaet, i stedet for om torsdagen, hvis nu den ældres barnebarn kommer forbi om onsdagen for at lave pandekager.
- Fremover vil den ældre kunne være med til at bestemme, hvornår er det indkøb, hvornår er det hjælp til at få indstillet den nye rollator, hvornår er det rengøring, og hvornår er det fysioterapi. Men selvfølgelig i tæt dialog med de faglige medarbejdere, der er omkring, siger Kierkgaard.
Det lyder nemt at kunne rykke sin rengøring et par dage. Hvorfor har det taget to år at finde ud af det?
- Du kan have ret i, at det lyder ret intuitivt, og det er også hele pointen, at vi skal kunne imødekomme de behov, som de ældre har, for det gør hjemmeplejen faktisk ikke i dag. Det kræver en del i maskinrummet i forhold til den måde, vi styrer, leverer og kontrollerer vores ældrepleje på.
- Det er ikke nogen snuptagsløsning, selv om jeg godt kan høre, at det er det, du tænker ind i det. Men det er en grundlæggende ny måde at tænke ældreområdet på. Vi tager afsæt i den ældres behov, siger ældreministeren.
Helhedsplejen skal også føre til, siger Kierkgaard, at den medarbejder, som står for rengøringen, taler bedre sammen med medarbejderen, der står for eksempelvis fysioterapien. Sådan er det ikke i dag, siger hun.
Spørgsmål om dialog
Hvad sker der, hvis den ældre ikke vil i bad, ikke vil genoptræne, eller ikke vil have gjort rent, selv om det rent fagligt vurderes, at der er behov for en eller flere af de ting?
- Ældre mennesker er gamle nok til at bestemme selv. Det har de gjort hele deres liv, siger Kierkgaard.
Hun medgiver dog, at der kan være ældre, som måske ikke er "klare nok" i hovedet - eksempelvis på grund af demens - til selv at kunne tilrettelægge deres hverdag, som regeringen ønsker det.
- Min erfaring er, at hvis man begynder med dialogen, kan man komme rigtig langt. Det her handler også om at lære det enkelte menneske bedre at kende, siger hun.
Det kan eksempelvis ske ved at tale grundigt med de pårørende til en ældre med demens, lyder det fra ældreministeren.
Rigtig retning
Ældre Sagen bakker op om tankerne i det kommende udspil.
- Jeg synes, det er helt naturligt og menneskeligt, at vi allesammen bedst ved, hvad vi selv har brug for på en given dag. Så det er en fuldstændig rigtig retning at gå i, siger vicedirektør Michael Teit Nielsen til DR.
Han ønsker dog ikke ældreplejen sat mere fri, end at der stadig skal være en retssikkerhed for svækkede ældre, tilføjer han.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.