
Alle kommuner skal afregne deres sager om gensidig forsørgelsespligt ved kasse ét over for beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S). Kommunerne har fået brev med spørgsmål om antallet af sager med fejl. De skal også svare på, om de har fastholdt eller ændret deres afgørelser i fejlsagerne, eller sendt dem til behandling i Ankestyrelsen.
- Borgere skal opleve, at den lovgivning, der bliver vedtaget, også bliver fulgt. Derfor vil jeg gerne sige, at jeg synes ikke, at man skal tage lemfældigt på det, hvis det er sådan, at borgere ikke har fået det, vi som lovgivere har ment, at de var deres krav på, sagde Henrik Dam Kristensen på dagens åbne samråd om sagen.
Beskæftigelsesministeren kritiserede skarpt, at så mange kommuner havde brudt forvaltningsloven i deres sagsbehandling.
Det er Folketinget, der har bedt om redegørelsen for omfanget af fejl og oprydningen efter dem. Der er gennem de seneste måneder kommet mere og mere frem om sagen om den gensidige forsørgelsespligt for samlevende, hvor det har vist sig, at sagerne er fulde af fejl.
Otte kommuner har allerede tilbagebetalt 19,3 mio. kr. til arbejdsløse på kontanthjælp.
Nej til pålæg til kommunerne
- Når vi får den redegørelse, mener jeg, at sagen er belyst, og jeg vil tage det tage det meget alvorligt. Er der brug for, at der skal tages aktion, så vil jeg som minister gøre det, sagde Henrik Dam Kristensen.
Det åbne samråd om fejlsagerne om gensidig forsørgelsespligt var indkaldt af Enhedslistens socialordfører Finn Sørensen. På mødet afviste ministeren flere gange Enhedslistens krav om at pålægge de enkelte kommuner at gennemgå alle deres sager for at sikre sig, at der ikke er sket fejl.
- Hvis man kigger på et brev, der er sendt rundt nu, så tror jeg, det vil være klogt af kommunerne at være omhyggelige i deres sagsbehandling, siger Henrik Dam Kristensen.
Der er stor forskel på, hvad kommunerne har gjort for at rydde op. Nogle kommuner har tilbagebetalt millioner til samlevende som følge af fejlene. I andre kommuner vil man ikke gennemgå sagerne, og atter andre behandler kun sager, hvor borgerne klager.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.