Kommunerne betaler ikke for, at borgere med handicap kan have en kontaktperson med til lægen. Det blev afgjort af en principafgørelse i Ankestyrelsen, som har konsekvenser for Daniel Hedegaard Noti, der har autisme og lettere retardering. Sådan skriver TV Syd.
Han fortæller, at hans udfordringer gør det svært for ham at huske, hvad lægen siger, og derfor har han brug for støtte fra sin kontaktperson under lægebesøg. Derfor er det nødvendigt for ham at have en ledsager med til den type møder.
Hans sag er ikke unik. Regionsrådsmedlem i Region Syddanmark Annette Blynél (SF) har modtaget flere henvendelser fra borgere, som står i samme situation.
Hun mener, at borgerne bliver klemt mellem kommunerne og regionerne. Det sker, da der efter principafgørelsen, som ellers ikke er ny, ikke er blevet lavet en aftale om, hvilken af de to instanser der betaler regningen.
- For min skyld kan det være ét fedt, om regningen ender ved kommunerne eller regionerne, da jeg ser på det fra borgernes perspektiv. Det er bare vigtigt, at man er tydelig fra regionernes side. Diskussionen om det her skal ikke gå igennem borgerne, siger hun til DK Nyt.
Problemet kræver politisk handling
For Annette Blynél er det vigtigt, at man finder en løsning på det akutte problem. Hun foreslår, at man finder en løsning, hvor kommunerne sender regningen til regionerne. Dermed kan borgere med et aktuelt behov stadig få den nødvendige hjælp.
- Det går ikke, at man siger til en borger, at de ikke længere kan få en bestemt støtte, uden at man tilbyder dem noget alternativ. Man bør hjælpe dem på vej i et system, som kan være fuldstændig uoverskueligt for borgerne, fortæller hun.
Daniel Hedegaard Noti har klaget til Aabenraa Kommune over, at han ikke må tage sin kontaktperson med, men kommunen har afvist klagen. Nu har han valgt at tage sagen videre til Ankestyrelsen. Sagen bør blive afgjort inden for 13 uger.
Annette Blynél har dog ikke forventninger om, at klagen kommer til at ændre principafgørelsen.
- Det er ikke Daniels sag, som kommer til at ændre på reglerne. Det er en politisk beslutning, så det er os politikere, der skal finde en løsning. Jeg har tænkt mig at tage det op med mit bagland på Christiansborg, siger hun.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.