
Når Danmark 1. juli overtager EU-formandskabet, bør en af de vigtigste opgaver være at prioritere miljøområdet og "zoome ind på naturen".
Det ønsker Mona Juul, formand for De Konservative. Hun har selv talt med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, om at sætte skub i miljøpolitikken.
- Vi er nødt til at arbejde med miljøet på europæisk plan. Det lovede Ursula von der Leyen mig. Og jeg vil holde hende op på det, siger Mona Juul i sin partiledertale lørdag på Folkemødet.
- Og jeg vil holde regeringen benhårdt op på det. For Danmark skal ikke have et EU-formandskab, hvor vi sidder på hænderne.
Danmark skal bruge EU-formandskabet "til at skrive med flammeskrift", at der skal ske miljømæssige handlinger hurtigst muligt. Konkret efterspørger Mona Juul, at miljøkriminalitet skal straffes markant hårdere end at "lange en bøde ud".
- For det er drikkevandet, den rene jord og børnenes fremtid, disse kriminelle bøller gambler med.
- Vi har sagt, at vi bør have et nationalt forbud mod det kemiske stof PFAS i stegepander, flyverdragter og andre ting, vi bruger i hverdagen, siger hun.
Ifølge Mona Juul handler det om et "generationsansvar", så kommende generationer kan bruge naturen, som tidligere generationer har gjort det.
- For det er desværre ikke bare et mareridt, vi nok snart vågner fra, siger partiformanden.
De Konservatives formand havde børnebogen "Palle alene i verden" med på Folkemødets hovedscene i Allinge på Bornholm. Bogen brugte Mona Juul som et symbol på det at beskytte naturen, så kommende generationer ikke efterlades alene.
- Palles historie minder os om noget helt enkelt og helt afgørende. At vi kun er noget i kraft af hinanden.
Lørdag er Folkemødets sidste dag, hvor tre yderligere partiledertaler skal på talerstolen.
Her bliver det Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, De Radikales Martin Lidegaard og Alternativets Franciska Rosenkilde, som lukker årets udgave af den politiske festival på Bornholm.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.