Et eventuelt krav om håndtryk til borgmesteren under en fremtidig kommunal statsborgerskabsceremoni modtages med blandede følelser af borgmestrene. Ideen er luftet af flere partier bag en indfødsretsaftale fra juni.
Greve-borgmester Pernille Beckmann (V) synes, at grundprincippet bag kravet er rigtigt, men hun er bekymret for, om det bliver borgmestrene, der skal indberette dem, der ikke giver hånd.
- Det kan skabe en utryghed om borgmesterjobbet, hvis borgeren ved, at det er borgmesteren, der står bag. Så kommer borgmesteren i skudlinjen, hvilket vil være skidt for lokaldemokratiet, siger Pernille Beckmann.
Hun har før oplevet, at en leder på en arabisk skole i kommunen, som kommunen giver tilskud til, ikke ville give hende hånden. Derfor synes hun, at Folketinget i samme ombæring bør kigge på mulighed for at fratage tilskuddet fra foreninger i sådanne situationer.
Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S) synes modætningsvis at kravet om håndtryk er en mærkelig måde at byde nye borgere velkommen på. Hun har aldrig oplevet at blive nægtet hånden, og hun ønsker ikke, at borgmesteren skal blive en kontrolinstans.
- Jeg har måske lidt svært ved at forstå, at det at give et håndtryk er det allervigtigste. Der tænker jeg, at der er så meget andet vigtigt, siger hun og peger på borgerinddragelse som et mere væsentligt fokusområde.
Winni Grosbøll vil dog stå klar med kaffe og et håndtryk, hvis Christiansborg ender med at beslutte sig for et krav.
Heller ikke i Høje-Taastrup Kommune har et manglende håndtryk været opfattet som et problem, lyder det fra borgmester Michael Ziegler (K).
- Jeg har oplevet, at nogle holdt hånden på brystet for at signalere respekt og give udtryk for, at de ikke havde lyst til at give hånd. Det var ikke et problem, siger han og understreger, at han ikke forholder sig til det konkrete krav.
- Det er på Folketingets bord, ikke på mit. Men vi vil som altid eksekvere de ting, der bliver implementeret.
Heller ikke Læsø-borgmester Karsten Nielsen (DF) vil forholde sig til kravet.
- Jeg blander mig ikke i landspolitiske spørgsmål. Jeg forholder mig til det, hvis det bliver et krav. Men jeg er klar til at rette ind. Det skal jeg jo gøre, siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.