
FAABORG-MIDTFYN: Faaborg-Midtfyn Kommune har sammen med ni andre kommuner fået en henvendelse fra socialminister Benedikte Kiær (K), som ønsker at få uddybet det fald i antal anbringelser, der har været i de pågældende kommuner fra 2008 til 2009. Ministeren ønsker at få en vurdering af, hvilke årsager, der har været til denne udvikling samt hvad vi har iværksat af alternative indsatser - herunder forebyggende initiativer.
Det oplyser Faaborg-Midtfyn Kommune.
I det svar, som Faaborg-Midtfyn Kommune har sendt til ministeren begrunder kommunen resultaterne på anbringelsesområdet med følgende indsatser:
- Vi har vedtaget en sammenhængende børne- og ungepolitik, som er styrende for hele området. Denne politik er afgørende for, at der er et samspil på det samlede børne- og ungeområde.
- Der er udarbejdet en handleguide, som beskriver samspillet mellem normalområdet og de ydelser vi leverer i henhold til Serviceloven.
- Derudover er vores børne- og undervisningsudvalg løbende orienteret om udviklingen på området og får bl.a. som minimum kvartalsvise afrapporteringer omkring anbringelsesområdet og det sekundære forbyggende arbejde. Denne interesse fra udvalget skal selvfølgelig også ses i lyset af det landspolitiske krav om at reducere udgifterne på det specialiserede område.
I Faaborg-Midtfyn Kommune har der fra starten af 2008 til midten af 2010 været et fald i antal anbringelser fra 177 til 146 børn og unge.
- Nøgleordene for vores indsats er nærhed, slægtsanbringelser og inklusion. Når vi har reduceret antallet af anbringelser i de seneste år skal det ses i sammenhæng med, at vi har øget aktiviteterne inden for praktisk pædagogisk støtte i hjemmet, støttekontaktpersoner, aflastning og familierådslagninger, siger borgmester Hans Jørgensen (S).
Taget udfordringen til os
Udviklingen i anbringelser i Faaborg-Midtfyn Kommune skal ses i lyset af regeringens klare signaler om, at der skal knækkes kurver på det specialiserede område - og at området ikke længere kan betragtes som ustyrbart.
- Vi har taget denne udfordring til os. Vi har reduceret udgifterne til anbringelser ved at intensivere det forebyggende og inkluderende arbejde, etablere 3 børnehuse, øge de økonomiske kompetencer som en del af socialrådgivernes faglighed og endelig ved at have fokus på kvaliteten af den dialog vi har med børnene/de unge og deres familier og netværk. Vi arbejder aktivt med empowerment, hvor vi mobiliserer såvel barnets/den unges egne ressourcer som ressourcerne i familie og netværk, siger børne- og ungerådgivningschef Jørgen Kyed.
Denne indsats betyder bl.a. at antallet af familierådslagninger er steget fra 28 i 2008 til forventet 116 i 2010. Dette tiltag har vundet gehør hos de involverede børn/unge og deres familier, idet 72 % af de adspurgte familier i en tilfredshedsundersøgelse svarede, at de var tilfredse eller særdeles tilfredse med deres familierådslagninger.
Faaborg-Midtfyn Kommune har tidligere haft ministerinteresse på, hvordan vi løste opgaverne på det specialiserede område, idet daværende indenrigs- og socialminister Karen Ellemann sidste år var på besøg i et af vores børnehuse, som hun omtalte meget rosende.
Baggrunden for socialminister Benedikte Kiærs henvendelse er offentliggørelse af Ankestyrelsens statistik 'Børn og unge anbragt uden for hjemmet'. I denne statistik er Faaborg-Midtfyn Kommune en af de 10 kommuner, der har haft det antalsmæssigt største fald i antal afgørelser om frivillige anbringelser fra 2008 til 2009.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.