Fyringen af Annemarie Zacho-Broe som regionsdirektør i Region Sjælland er ikke sket på baggrund af strafbare forhold. Det siger næstformand i regionsrådet, Anne Møller Ronex (R), til TV2 ØST.
- Det kan jeg afvise. Der er ikke tale om, at der er begået noget ulovligt, siger hun.
Anne Møller Ronex kalder det en "ærgerlig beslutning, men også en nødvendig beslutning".
- Vi er en organisation med 19.000 ansatte. Der er mange led og interessenter, og vi har ikke brug for et ledelsesskift, men det har været nødvendigt i det her tilfælde, siger Anne Møller Ronex til mediet
Annemarie Zacho-Broe blev mandag fritaget for tjeneste efter blot fem måneder på posten som regionsdirektør. Det var formandskabet i Region Sjælland, der orienterede forretningsudvalget om fritagelsen. Beslutningen blev truffet af et enigt formandskab, siger næstformanden.
- Jeg kan ikke sige meget mere til det, fordi det er og bliver en personalesag, siger hun til mediet.
Djøf er forundrede
Fagforeningen Djøf bistår Annemarie Zacho-Broe i det videre forløb, men det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar om baggrunden på det afbrudte samarbejde.
- Men vi vil gerne udtrykke vores forundring over for den meget ukonkrete begrundelse for afskedigelsen og den proces, Region Sjælland har valgt at følge i sagen, lyder det fra den administrerende direktør i Djøf, Tomas Therkildsen, i et skriftligt svar til Ritzau mandag.
Det er endnu ikke oplyst, hvem der skal overtage posten som regionsdirektør. Annemarie Zacho-Broe blev ansat med den opgave at håndtere et presset sundhedsvæsen med rekrutteringsudfordringer og for lange ventelister.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.