KØBENHAVN: Kønsidentitet, seksuel orientering, anti-mobning og anti-diskrimination er nogle af de emner, som Normstormerne tager ud på folkeskoler og underviser elever i.
Men organisationen, der modtager støtte fra Københavns Kommune, er over sommeren kommet i vælten i flere medier, fordi man nægtede at dele undervisningsmateriale. Da det lykkedes Berlingske at finde frem til undervisningsmaterialet, blev det kritiseret bredt af borgerlige politikere.
Nu viser det sig, at organisationen ikke har styr på regnskaber, statusrapporter - og at de har afholdt forsvindende få undervisningsforløb, skriver TV2 Lorry.
På baggrund af et forvaltnings-notat til Børne- og Ungdomsudvalget i København skriver kanalen, at Normstormerne har svært ved at leve op til de kontrakter, de to parter har indgået og endnu ikke har afleveret regnskab og statusrapport for 2021 trods flere henvendelser fra forvaltningen. Af den grund tilbageholder kommunen tilskuddet til foreningen i 2022.
Manglende regnskab
Det manglende regnskab vækker undren hos Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring på Aalborg Universitet.
- Det, synes jeg, er underligt. Forvaltningen skal føre tilsyn med, at tilskuddet bruges til det, pengene er øremærket til. Og det kan forvaltningen ikke få at vide, når der ikke er noget regnskab, forklarer han.
Til kanalen forklarer Normstormerne i et skriftligt svar, at de er "forsinket med statusrapporten for 2021 på grund af en længevarende sygemelding af vores københavnske projektleder". De forholder sig dog ikke til det manglende regnskab trods kanalens opfølgende henvendelse.
Forsinket regnskab bremser udbetalinger
Ifølge Per Nikolaj Bukh er sygdom en "ok" grund til, at man kan vente med statusrapporten, "men regnskabet kan, og bør man aflægge rettidigt", slår han fast. Han noterer sig samtidig, at Normstormerne som forening har eksisteret i mere end 10 år, og det er derfor ikke nyt for dem, at de skal aflægge regnskab. Normstormerne erkender da også blankt, at det ikke er godt nok, de ikke har sendt regnskabet rettidigt.
"Vi skal selvfølgelig aflevere vores rapporter til tiden, punktum... Vi er en lille frivillig forening, og gør alt, hvad vi kan, for at afholde alle vores deadlines," skriver de.
Aftalen mellem Københavns Kommune og Normstormerne, der har fået stor kritik af flere eksperter i Berlingske, er skruet sådan sammen, at Normstormerne over en periode på fire år er garanteret en bevilling på cirka to millioner kroner, der skal gå til at drive sekretariatet og blandt andet uddanne undervisere.
Derudover har Normstormerne fået en tilskudsaftale med en pulje på cirka fem millioner kroner, der skal bruges på deres meget omtalte undervisningsforløb i de københavnske folkeskoler. De penge bliver ifølge børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) udbetalt efterhånden, som Normstormerne fakturerer kommunen for et gennemført undervisningsforløb.
Bekymring for leverancer
Men de mange millionerne samler lige nu støv i kommunekassen. For i selvsamme notat fra forvaltningen fremgår det, at Normstormerne er meget langt fra at leve op til kravene om antallet af undervisningsforløb. Så langt fra, at forvaltningen på flere møder i 2022 har "rejst bekymring for Normstormernes leverancer i henhold til kontrakten".
I 2021 har forvaltningen på baggrund af de indsendte fakturaer registreret 19 gennemførte undervisningsforløb mod et krav på 70. Dermed er Normstormerne kun berettiget til en fjerdedel af det forventede tilskud for undervisningerne.
- Jeg ville være bekymret, hvis jeg kan se, de (Normstormerne, red.) ikke har nogen indbetalinger (fra undervisningsforløb, red.), om de så også har forstået, at de skal tilpasse udgifterne. Det, jeg noterer mig mellem linjerne, er, at 2021 har været udfordrende for dem. Hvis de har budgetteret med et større tilskud for undervisningsforløb, så må det give dem nogle økonomiske vanskeligheder, vurderer professor Per Nikolaj Bukh.
Politisk opbakning smuldrer
Blandt de borgerlige partier på Københavns Rådhus vækker de nye oplysninger stor bekymring. Blandt andet hos Venstre, der var med til at sætte Normstormerne på budgetaftalen i 2019.
- Det er et kæmpeproblem, hvis vi ikke har mulighed for at se, hvad skatteborgernes penge bruges til. Det virker meget utjekket, og jeg kan ikke se, hvad de selv får ud af ikke at have deres på det rene. Men det vidner måske om, at det er en organisation, vi ikke skal samarbejde med, lyder det fra Venstres Cille Hald Egholm.
Heller ikke børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsager (K), finder det hensigtsmæssigt at fortsætte samarbejdet.
- Jeg synes, det skal have den konsekvens, at vi stopper samarbejdet. Jeg synes ikke, der er åbenhed om deres undervisning og fakturering.
Også hos De Radikale og Enhedslisten, der er blandt de mest indædte støtter af Normstormernes undervisningstilbud, giver det stof til eftertanke, da TV2 Lorry oplyser dem om det manglende regnskab.
- Normstormerne såvel som andre organisationer skal selvfølgelig stå til ansvar, når de ikke afleverer regnskab til tiden, skriver Emil Slot Andersen (R) i en sms, mens Gorm Anker Gunnarsen (EL) opfordrer foreningen til "at holde deres sti ren".
Vil bede om redegørelse
Emil Slot Andersen oplyser videre til kanalen, at han nu vil bede forvaltningen om en redegørelse for praksis, når organisationer ikke aflægger regnskab og statusrapport til tiden, og hvad forvaltningen vil gøre i dette tilfælde.
Samarbejdet med Normstormerne var oppe at vende på Borgerrepræsentationens møde 25. august. Her stillede Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti medlemsforslag om, at pålægge Børne- og Ungdomsforvaltningen at fremlægge forslag til at stoppe samarbejdet med Normstormerne.
Det forslag gik dog ikke igennem. Blandt andet fordi Socialdemokratiet helt undlod at tage stilling til spørgsmålet ved at stemme blankt.
- Vi havde et forslag i debatten om, at vi gerne ville have en uddybende status på samarbejdet og en vurdering af, om det er muligt at opsige aftalen – uden at vi nødvendigvis skulle stoppe samarbejdet, forklarer medlem af Børne- og Ungdomsudvalget Sofie Seidenfaden (S).
Hun kalder det "bemærkelsesværdigt", at Normstormerne ikke bliver booket af lærerne, men understreger, at Socialdemokratiet ikke går ind i en diskussion om, hvorvidt foreningen også i fremtiden skal have økonomisk støtte fra Københavns Kommune.
- Fremtidigt budgetstof er noget, vi kommer til at drøfte politisk og ikke i pressen.
Juridisk slagsmål
TV 2 Lorry har taget kontakt til Børne- og Ungdomsforvaltningen for blandt andet at få et indblik i, om der er andre tilfælde fra frivillige foreninger, hvor regnskabet er forsinket i en grad, som tilfældet er her.
Derudover ville vi gerne vide, hvilke konsekvenser det potentielt har, hvis ikke man indleverer et regnskab.
Det har dog ikke været muligt for forvaltningen at give svar på ovenstående inden for deadline af denne artikel.
Men ifølge professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh så kan det ende i et juridisk slagsmål, hvis ikke der snart kommer et regnskab.
- Kommunen kan i yderste konsekvens skulle erklære foreningen konkurs, hvis den uretmæssigt har modtaget penge, som ikke tilbagebetales. På sin vis er det jo et ret stor beløb, man afsætter til det her. Derfor skal man følge op på det, og for en forening er det jo relativt mange penge.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.