
AARHUS: Det kunne ske i Korsør, så det kan i princippet være sket alle vegne, hvor kødkvæg græsser i nærheden af, hvor der er blevet brugt brandskum med det giftige PFOS.
I Korsør er foreløbig 187 mennesker konstateret forgiftet med det kræftfremkaldende stof, som for længst er forbudt, og nu skal det opspores, hvor i landet det ellers kan findes. Og blot brandøvelsespladser findes der 145 af - som skal tjekkes.
Fra Aarhus beretter Århus Stiftstidende, hvordan den kommunale bekymring er, at den er gal ved en brandskole i Skejby. Rester fra tidligere tiders brug af brandskum kan være endt i Koldkær Bæk, der løber ud i Egåen, der går gennem Egå Engsø. På marker ved bækken går kvæg, som drikker af vandet og spiser græsset.
Kvæget ejes af en landmand, med hvem kommunen nu har aftalt, at der i samråd med fødevaremyndighederne skal tages en kødprøve, når det første dyr sendes til slagtning, og inden kødet sælges.
- I den her sag er der ikke plads til at tage chancer. Vi taler om et ekstremt kræftfremkaldende og giftigt stof, så der er brug for vished. Derfor er der indledt et forløb, som også omfatter undersøgelser af vandet for PFOS, siger områdechef Simon Grünfeld fra Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
"Kraftig forurening"
I Aalborg fremgår det af en sagsfremstilling fra Miljø- og Energiudvalget, at Forsvarets Ejendomsstyrelse siden 2016 har undersøgt sine egne arealer for PFAS (den overordnede gruppe af giftige fluorstoffer).
Og nu viser det sig så, at der er påvist områder med kraftig forurening med PFAS på Flyvestation Aalborg og Nr. Uttrup Kaserne og øvelsesplads, som udgør en risiko for forurening af jord, overfladevand herunder Limfjorden samt grundvand og drikevand.
Problemerne med PFAS-stoffer i forbindelse med brandskoler var i Aalborg Kommune også oppe som særskilt problem i 2014. Dengang blev der ikke fundet PFAS i drikkevandsboringer i nærheden af brandøvelsespladser.
Fra Halsnæs oplyser sn.dk, at to tidligere militærlejre nu skal undersøges for PFOS-forurening. Auderødlejren har haft eget vandværk siden 1950'erne, ligger i nærheden af en tidligere brandøvelsesplads og er stadig i drift med fem boringer, som Halsnæs Kommune nu kræver PFOS-testet.
Også Karsemoselejren, der brændte ned i 1970, skal tjekkes på grund af Civilforsvarets tilstedeværelse gennem to årtier.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.