
BORNHOLM: Det er hen over sommeren blevet tydeligt, at det ikke kan gå hurtigt nok med at udbygge produktionen af vedvarende energi i Danmark.
Derfor har et flertal i Folketinget nu besluttet, at den kommende energiø ved Bornholm skal have en kapacitet på tre gigawatt i stedet for de to gigawatt, som var udgangspunktet.
Samtidig er der indgået aftale med Tyskland om at trække et kabel fra Bornholm til Tyskland, der kan transportere strøm sydpå, hvis der er brug for det.
- Med udvidelsen af Energiø Bornholm og forbindelsen til Tyskland skruer vi op for udbygningen af vedvarende energi.
- Det er afgørende for klimaet, men også helt afgørende for Europas energiuafhængig fra Rusland. Det understreger endnu en gang Danmarks rolle som globalt grønt foregangsland, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).
Aftale i hus inden energitopmøde
Aftalen er kommet i hus kort før tirsdagens energitopmøde på Bornholm. Her skal statsminister Mette Frederiksen (S) mødes med syv EU-kolleger og formanden for EU-Kommissionen for at diskutere energisituationen i det baltiske område.
Det er planen, at Energiø Bornholm skal være færdig i 2030. I modsætning til et tilsvarende projekt ud for Esbjerg er der ikke tale om en egentlig ø.
Der etableres en havvindpark i farvandet sydvest for Bornholm, som forbindes til et anlæg inde på klippeøen.
Fordobler nuværende kapacitet
De havvindmøller, som er opstillet i dansk farvand og i drift i dag, har en samlet kapacitet på 2,3 gigawatt, og dermed vil Energiø Bornholm altså mere end fordoble det nuværende output.
På sigt er det meningen, at energiøen skal tilkobles elektrolyseanlæg, der kan omdanne strømmen til eksempelvis grønne brændstoffer.
Aftalen er indgået mellem Socialdemokratiet, Venstre, SF, De Radikale, Enhedslisten, De Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.