
En gruppe medlemmer af Nye Borgerlige vil indstille til partiets hovedbestyrelse, at processen for at opløse partiet bliver droppet. Det fortæller Kenneth Korsbæk Olsen, der er formand for partiets lokalforening i Gentofte.
Han har sammen med omkring 100 andre medlemmer af Nye Borgerlige holdt møde lørdag aften over stegt flæsk og persillesovs på Skævinge Kro.
- Det har ingen gang på jord, at partiet skal opløses. Der er masser af opbakning til, at vi fortsætter.
- Derfor vil det være spild af tid, at man indkalder til et ekstraordinært årsmøde med henblik på at nedlægge partiet, siger han.
Lyt til: Er det tosserne der overtager galeanstalten
En dark horse-kandidat til formandsposten i Nye Borgerlige er tidl. politianmeldte Nis Otto Kristensen, som er lokalformand i København. Hans mission for partiet er, at Nye Borgelige bliver større end nogensinde. Men kan han forstå den skepsis, der er imod hans mission?
Hvis partiet skal opløses, vil det kræve et flertal på to tredjedele af de stemmeberettigede i to separate afstemninger. Både medlemmer af hovedbestyrelsen og lokalformænd har stemmeret på partiets årsmøder. Det samme gælder de folkevalgte. Desuden kan hver lokalforening udpege et antal delegerede, afhængigt af hvor stor foreningen er.
Kenneth Korsbæk Olsen ser det ikke som realistisk, at det nødvendige flertal kan findes.
- Det er utopi at tro, at der vil deltage så mange til et årsmøde, som vil stemme for, at partiet nedlægges, siger han.
Det vil være op til Nye Borgerliges hovedbestyrelse at bestemme, om opløsningsprocessen skal afblæses. To af hovedbestyrelsens medlemmer har været med til mødet lørdag og står bag beslutningen, siger Kenneth Korsbæk Olsen. Ifølge Nye Borgerliges hjemmeside har partiets hovedbestyrelse i alt ni medlemmer. Flere lokalformænd var også at finde blandt lørdagens deltagere.
Virtuelt møde søndag
Søndag holdes der endnu et møde, denne gang virtuelt. Det skyldes, at ikke alle har haft mulighed for at være med lørdag aften, siger Kenneth Korsbæk Olsen. Han venter, at konklusionen efter søndagens møde vil være den samme som lørdag aften.
I tiden op til mødet på Skævinge Kro har der været spekulationer om, hvem der kunne tænkes at blive ny formand i Nye Borgerlige, såfremt partiet lever videre. Et af de navne, der er i spil, er Martin Henriksen. Han har siden juni 2023 været medlem af partiet og blev i oktober dets spidskandidat til europaparlamentsvalget senere i år.
Selv har han givet udtryk for at være interesseret i posten. Men han har endnu ikke meldt et officielt kandidatur. Det har ikke ændret sig efter lørdag aften, selv om Henriksen med egne ord har fået mange venlige ord med fra de fremmødte.
- Jeg er kommet lidt tættere på en beslutning, men jeg mangler fortsat at få overblik over organisationen og partiets økonomi, inden jeg vil melde mig.
- Hvis man gerne vil være leder, skal man også komme med nogle svar på nogle af de udfordringer, som partiet står over for. Det kræver et overblik, siger han.
Efter planen er næste møde i Nye Borgerliges hovedbestyrelse den 27. januar.
Skal samle stemmer igen
Martin Henriksen er dog ikke partiets bedste bud til en formandspost, hvis Nye Borgerlige vil hurtigt og ubesværet tilbage i Folketinget. Som det er nu, skal partiet nemlig ud at samle 20.000 underskrifter igen for at blive opstillingsberettiget.
Det skyldes, at partiets folketingsmedlemmer Pernille Vermund (LA), Kim Edberg og Peter Seier Christensen alle tre har meldt sig ud. Derfor er Nye Borgerlige ikke længere i Folketinget.
Hvis partiet finder et nuværende Folketingsmedlem, som melder sig ind i partiet, slipper det for at samle underskrifter. Det bekræfter Indenrigsministeriet på det sociale medie X. Men folketingsmedlemmet skal have været valgt for partiet eller været stredfortræder ved valget i 2022.
- Partiet kan på ny blive opstillingsberettiget, uden at indsamle vælgererklæringer, hvis partiet i Folketinget på tidspunktet for valgets udskrivelse er repræsenteret af mindst et medlem, der ved det seneste folketingsvalg var opstillet som kandidat for partiet, lyder det videre.
Det kan ske, hvis en fra partiets nu tidligere folketingsgruppe melder sig ind i Nye Borgerlige igen. Det kan også ske, hvis partiet overbeviser Lars Boje Mathiesen, der tidligere har været formand for partiet, til at melde sig ind igen.
/ritzau/lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.