
Også kysten mellem Avedøre Holme og Dragør Havn - inklusive Hvidovre og Kalveboderne - blev ramt af stormflod i weekenden. Det oplyser Naturskaderådet i en pressemeddelelse.
Dermed udvides området, som i første omgang af rådet blev udpeget som stormflodsramt. Det har betydning for muligheden for at få erstatning for oversvømmelser i de pågældende områder.
- Området er blevet udvidet som følge af yderligere oplysninger, i forhold til dem som lå til grund for Naturskaderådets oprindelige afgørelse, fremgår det af pressemeddelelsen.
Rådet henviser til henvendelser fra ramte borgere, supplerende data om vandstanden og en kystteknisk vurdering af vandstandsforholdene langs kysterne.
- Disse yderligere oplysninger indebærer således, at de nu tilføjede områder også har oplevet vandstande, som overgår en 20-årshændelse, skriver Naturskaderådet.
Det aktuelle område
Det er således et bælte fra det sydøstlige Jylland, Det Sydfynske Øhav, Langelands og Lollands sydkyst, Østsjællands kyst samt Bornholm, der efter Naturskaderådets vurdering blev ramt af stormflod.
En stormflod er en oversvømmelse, der skyldes ekstrem høj vandstand i havet. Der skal være tale om, at vandstanden er så høj, at den forekommer sjældnere end hvert 20. år.
Stormflodsskader skal anmeldes hos Naturskadebasen, mens andre skader i forbindelse med weekendens uvejr skal anmeldes direkte til ens forsikringsselskab.
Frem til onsdag var der indløbet 1915 anmeldelser på Naturskadebasen fra folk, som søger erstatning fra stormflodsordningen. Sidste frist for at anmelde skader i de områder, der først blev udpeget som stormflodsramt, er 21. december 2023.
For skader sket i det seneste tilføjede område er fristen 26. december 2023.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.