Opposition er en nødvendighed

Blandt borgerlige partier har det siden Nyrup været en stående bemærkning, at socialdemokratiske regeringer generelt er velsignet med en bedre opposition, end borgerlige regeringer har måttet døje med. Eftersætningen er, at de borgerlige partier mener det samme i regering som i opposition, mens Socialdemokratiet i rollen som oppositionsparti ikke rigtig vil være med til noget, heller ikke det partiet uden at blinke ville gennemføre, hvis det selv var i regering.

Det skal bemærkes, at vi her beskæftiger os ikke-partipolitisk med emnet, så der ligger i det følgende ikke nogen tilkendegivelse af sandhedsværdi eller det modsatte i bemeldte udsagn. Men lad os af akademisk interesse dissekere, hvad der ligger bag.

Helt grundlæggende falder udsagnet ind under det overordnede begreb “klynk”, også selv om det her mest bruges som en blanding af selvros og stikpille til en politisk modstander. Man kunne lige så vel sige, at enhver regering har den opposition, den fortjener, og hvad det angår, så forekommer der ikke umiddelbart at være særlige fordele knyttet til den ene partifarve frem for den anden.

Den længstvarende borgerlige regeringsperiode i nyere tid, Schlüters, blev fx indledt ved at indføre netop det, som regeringspartierne ikke ville være med til, da de var opposition under Anker Jørgensen: en pensionsbeskatning. Men dengang gik de borgerlige heller ikke og sagde noget om oppositioners kvalitet. Socialdemokraterne bemærkede derimod holdningsskiftet med en vis syrlighed, men tog det i øvrigt ikke så tungt, i fejlagtig forvisning om at de i egen selvforståelse havde førstefødselsretten til Statsministeriet og derfor snart ville være tilbage igen.

Sådan gik det som bekendt ikke, men udtalt eller ej er en oppositions rolle generelt en overvejelse værd. I almindelig forståelse som modstykke til en regering, men der er mere i det end som så. En kvalificeret opposition er et stort plus for en regering, fordi regeringen derved tvinges til at gøre sit bedste. Målt med den målestok bliver billedet af vekslende oppositioners vekslende kvalitet et lidt andet end det indledningsvis beskrevne. 

Den nuværende opposition er en udmærket illustration af dette. Coronaen har ganske vist gjort vilkårene for både regerings- og oppositionsudøvelse alt andet end gennemsnitlige, men det er ofte i det karikerede, man ser klarest.

Da undtagelsestilstanden, eller hvad vi skal kalde den, blev indført sidste forår, var Christiansborg generelt i en tilstand af uvished, om landets normale styre overhovedet kunne opretholdes, og derfor fik regeringen overladt en hel del beføjelser til at bestemme selv. Da gemytterne snart efter blev lidt roligere, var beføjelserne imidlertid stadig uddelegeret, og oppositionen følgelig fortsat tandløs på coronaområdet.

Er det god opposition? Nej, det er det vist ikke. Kom der god regeringsførelse ud af det? Nej, det gjorde der vist heller ikke.

Udenfor corona-emnet kunne man nævne forhandlingerne om udligningsreformen, hvor regeringen i sin performance både kommunikativt og generelt ville have haft glæde af at være tvunget til at gøre sit bedste. En iagttagelse der bekræftes af, at da den efterfølgende faktisk blev netop det, tvunget til at gøre sit bedste, så kom der et resultat ud af det, som for de fleste var klart bedre end de fleste havde ventet (idet de to fleste’r ikke nødvendigvis er de samme. Men alligevel).

Indenfor corona-emnet kan man nøjes med ét ord til at belyse, hvor galt en regering kan komme af sted uden rette korrektiver i rette tid: Mink. Det var aldrig gået så galt, hvis man havde været tvunget til at tage andre end sig selv med på råd.

Opposition er en nødvendighed. Jo bedre, jo... - ja, bedre.