Regeringen og et flertal i Folketinget indgik torsdag en ny aftale om, hvordan eleverne bliver fordelt på landets gymnasier. Og for at give den tid til at virke, bliver optaget på private gymnasier fastfrosset i flere år.
Den nye aftale vil fordele gymnasieelever mere efter forældres indkomst og mindre efter det nuværende afstandskrav. Det skal give mere blandet elevsammensætning på de gymnasier.
- Forligskredsen er enig om, at der skal indføres regler, der skal imødegå, at der i byområder sker en utilsigtet søgning mod de private gymnasier for at undgå elevfordelingen, fremgår det af aftalen.
Den nye aftale er lavet for at sprede eleverne på landets gymnasier mere. Lige nu er der problemer med, at for mange med lave indkomster og anden baggrund end dansk samles på nogle gymnasier. Og modsat er der andre steder kun ualmindeligt velstillede elever.
Vil modvirke flugt
Mens det bliver indført, har partierne bag set en udfordring i, at private gymnasier kan udvide markant for at tiltrække elever, der vil omgå de nye fordelingsregler.
- Vi har lagt et loft på optaget på de private gymnasier, de første tre år efter at ordningen træder i kraft. Det har lige præcis været for at undgå, at den ændrede situation fører til, at nogle unge fravælger de offentlige gymnasier til fordel for de private.
- Derfor har vi sagt, at det nok i overgangsperioden var klogt at lægge loft på. Så vi kommer ikke umiddelbart til at se en flugt mod private gymnasier, siger Enhedslistens undervisningsordfører, Jakob Sølvhøj, om tiltaget.
Tiltaget huer dog langt fra formanden for Danmarks Private Skoler, Karsten Suhr, der til Berlingske siger:
- Det er forkert, at man laver en styring af en privat udbudt uddannelse. Jeg kan også undre mig over, at man vil lave en model, som man måske på forhånd ved, vil skabe så stor modstand, at nogle ikke ønsker at gå på de gymnasier, man tilbyder dem.
Fastfrysningen af optaget på private gymnasier tæller ikke private gymnasier i tyndt befolkede områder eller for "Deutsches Gymnasium für Nordschleswig".
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.