VIBORG: I mange år har Viborg Varme arbejdet for at få lov til at udnytte overskudsvarmen fra Apples datacenter og Energinet til fjernvarme, men prisloftet på overskudsvarme har spændt ben for projektet. Nu forsvinder prisloftet fra den 1. juli 2025, så nu kan Viborg Varme endelig komme videre med planerne.
Mens de ventede på lovændringen, har Viborg Varme elektrificeret fjernvarmen ved at anskaffe yderligere to varmepumpeanlæg og en stor elkedel på 50 MW.
Med lovændringen regner Viborg Varme nu med, at de i kombination med deres tre varmepumper og deres nye elkedel kan blive helt fri fra opvarmning med naturgas:
- Med overskudsvarmen oveni vil vi kunne være 100 procent leverancedygtige hele året. Alene på vores CO2-regnskab vil det spare os for omkring 90.000 tons. Det er en stor del af vores CO2-udledning, så vi går fra en ret stor udledning til næsten nul i løbet af de kommende år, forklarer Kristian Brøns Nielsen, bestyrelsesformand for Viborg Varme, og fortsætter:
- Udover det har vi omkring 3.500 husstande i Viborg, som er fyret direkte med naturgas. De vil jo også gerne på fjernvarmen, så det er også en af de ting, vi arbejder med udover overskudsvarmen. Vi kan godt forsyne dem med den kapacitet, vi allerede har i dag, men vi er jo afhængige af naturgas. Og det skal vi væk fra.
Det kommer til at koste 266 millioner at få alle husstande på fjernvarmenettet, men til gengæld er overskudsvarmen fra Apples datacenter helt gratis. Foreløbige beregninger regner med, at overskudsvarmen giver en positiv selskabsøkonomi på godt 36 millioner kroner om året.
MBH
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.