Det blev en politisk veteran, der høstede flest personlige stemmer ved regionalvalget tirsdag.
78-årige Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti opnåede 98.836 personlige stemmer ved valget til Region Østdanmark. Det fremgår af tal fra valg.dk.
Region Østdanmark er den befolkningsmæssigt klart største region i Danmark og er en sammenlægning mellem Region Sjælland og Region Hovedstaden.
Den kommende storregion har cirka 2,8 millioner indbyggere, omkring halvdelen af Danmarks befolkning.
Pia Kjærsgaard fik næsten fire gange så mange stemmer som nummer to i samme region, regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S). Han fik 25.062 personlige stemmer.
Pia Kjærsgaard, som i mange år var formand for Dansk Folkeparti, forlader Folketinget efter næste folketingsvalg, som skal finde sted inden udgangen af oktober næste år. Hun har siddet i Folketinget siden 1984.
Dansk Folkeparti var dog ikke med i konstitueringsaftalen for Region Østdanmark. Den omfatter Socialdemokratiet, De Konservative, Venstre, Enhedslisten, De Radikale og Moderaterne.
I Region Syddanmark blev det også en DF-politiker, der fik flest personlige stemmer.
Folketingsmedlem Peter Kofod (DF) fik 27.899 personlige stemmer, hvilket var flere end regionsrådsformand Bo Libergren (V), der opnåede 24.578 stemmer.
I Region Midtjylland fik afgående regionsrådsformand Anders Kühnau (S) klart flest personlige stemmer med 38.091 af slagsen.
Venstres Anders G. Christensen blev imidlertid regionsrådsformand, selv om han kun opnåede 14.876 personlige stemmer.
I Region Nordjylland fik regionsrådsformand Mads Duedahl (V) 35.683 personlige stemmer.
Det var mere end dobbelt så mange som nummer to på listen, socialdemokraten Arne Boelt, der fik 17.470 personlige stemmer.
Regionsrådsvalgets ti største stemmeslugere
De fire regioner har forskellige størrelser, og der vælges ikke det samme antal medlemmer til rådene.
Den største er Region Østdanmark, hvor der vælges 47 medlemmer til rådet, mens der vælges 31 i både Region Midtjylland og Region Syddanmark og 25 i Region Nordjylland. Derfor vægter antallet af stemmer også forskelligt i hver region.
Region Østdanmark:
- Pia Kjærsgaard (DF) - 98.836 personlige stemmer.
- Lars Gaardhøj (S), København - 25.062 personlige stemmer.
- Christoffer Buster Reinhardt (K), Rudersdal - 17.909 personlige stemmer.
Region Syddanmark:
- Peter Kofod (DF), Haderslev - 27.899 personlige stemmer.
- Bo Libergren (V), Odense - 24.578 personlige stemmer.
- Mette With Hagensen (S), Varde - 12.996 personlige stemmer.
Region Nordjylland:
- Mads Duedahl (V), Aalborg - 35.683 personlige stemmer.
- Arne Boelt (S), Hjørring - 17.470 personlige stemmer.
Region Midtjylland:
- Anders Kühnau (S), Aarhus - 38.091 personlige stemmer.
- Anders G. Christensen (V), Favrskov - 14.876 personlige stemmer.
Kilder: Valg.dk, Borger.dk.
/ritzau/
Red.: Opdateret kl. 08.03 med faktaboks.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.















