ODDER: Økonomiudvalget i Odder Kommune har netop enstemmigt indstillet til byrådet at godkende den udviklingsplan for Tunø, som ø-udvalget er kommet med. Planen skal modvirke den massive affolkning, som øen har haft de seneste år.
Tim Grønbech er selv medformand i udvalget og far til det eneste barn tilbage på øen.
- Det er meget positivt at høre, at man tager seriøst imod vores anbefaling. Det glæder mig, og jeg har været meget spændt, siger tunboen til TV2 Østjylland.
Med økonomiudvalgets godkendelse af udviklingsplanen forventer han, at byrådet godkender det på mandag.
Herefter mangler der svar på en række spørgsmål, blandt andet økonomiske. Det er noget af det, der skal arbejdes videre med nu, forklarer Martin Mikkelsen (K), der er medlem af økonomiudvalget.
- Der er mange ubekendte i det, som vi skal kigge nærmere på, siger Martin Mikkelsen, der også forventer et ja i kommunalbestyrelsen på mandag. I kommunalbestyrelsen er der en enighed om, at vi gerne vil øen. Og det arbejde, man har lavet med fonden omkring købmanden for eksempel, er et rigtig godt signal at sende til både omverdenen og os politikere, om at man kan stå sammen derovre. Det rammer mig lige i hjertet, siger kommunalpolitikeren, siger Martin Mikkelsen og fortsætter:
- Der har historisk været nogle kampe, der måske ikke har været en fordel for øen. Jeg tror ikke, man skal tro, at det er bedre at være en del af Aarhus, så jeg vil appellere til at droppe den retorik og så samarbejde.
Skal samarbejde med kommunen
Og det er Tim Grønbech da også enig i.
- Nu har vi et kæmpe ansvar som øboere. Vi skal stå sammen og ikke modarbejde kommunen. Nu siger man i Odder, at man vil det her, og det skal vi bakke op om, siger Tim Grønbech.
Dog er der mange detaljer, som endnu skal på plads. Blandt andet har ø-udvalget anbefalet, at der findes en "attraktiv og holdbar løsning på både børnepasning og skolegang".
- Det er klart, at det er noget, vi skal arbejde videre med. Lige nu er status jo nul, siger Tim Grønbech.
Med økonomiudvalgets godkendelse tirsdag, har de også nikket til, at der skal findes flere færgeafgange, og fra flere sider har det da også lydt, at netop færgeafgange er helt vitale for øens fremtid. Her er blandt andet foreslået en flexafgang, så der ikke sejles tomt.
Der er også lagt op til at ungersøge, hvordan man kan tiltrække eksterne investorer, der vil opføre et projekt på skolens matrikel, der for nylig blev lukket. Her har ø-udvalget understreget, at en hurtig proces er vigtig, så det kan komme i gang.
Det er nemlig afgørende for et generationsskifte på øen, vurderer udvalget.
Tunø har de senere år oplevet en voldsom affolkning. Børnefamilier har forladt øen, og det har lukket skolen. Til nytår lukker øens eneste købmand, som en fond dog håber at kunne genoplive.
rmn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.