
Danmark står overfor en markant udbygning af vedvarende energi. Det er den udbygning, som er en forudsætning for, at de nationale klimamål kan opnås. Alene i 2030 skal Danmark eksempelvis have mere end femdoblet sin havvindkapacitet, og frem mod 2050 forventes det, at Danmark vil opføre 52 GW havvind mod 2,3 GW i dag.
Der er dog en væsentlig forhindring, for at disse mål kan nås. De danske havne mangler kapacitet for at leve op til de krav, der skal til for at kunne håndtere møller, der bliver større og større. Det fastslår CIP Fonden i en ny rapport. CIP Fonden er stiftet af seniorpartnerne i investeringsfonden Copenhagen Infrastructure Partners.
Eksempelvis forventes 15 MW-havvindmøllen at blive industristandarden allerede inden 2025. Det betyder en vægtforøgelse på op til 50 pct., hvilket stiller nye krav til kajernes bæreevne og dybden på sejlrenderne, som skal håndteres, lyder konklusionen bl.a. i CIP Fondens rapport.
- Den grønne omstilling risikerer at strande på kajkanten, fordi vi simpelthen ikke er i stand til at udskibe de vindmøller, der skal til for at indfri udbygningsmålene. Det skyldes, at projekterne bliver flere, og møllerne bliver større og tungere. Derfor er der behov for betydelige investeringer i danske havne, udtaler ledende partner i CIP Fonden Charlotte B. Jepsen i en pressemeddelelse.
Også lyspunkter
Ifølge CIP Fonden bør der komme flere klare politiske udmeldinger om, hvor de mange GW havvind i fremtiden skal placeres, således at havnene kan foretage de nødvendige investeringer.
- Det skaber usikkerhed gennem hele værdikæden, når der er uklarhed om, hvor de konkrete projekter skal opføres, hvornår de skal opføres, og hvilken udvikler der bliver ansvarlig. Den usikkerhed betyder, at der ikke kan træffes beslutninger om disse store irreversible infrastrukturinvesteringer i dansk havnekapacitet, siger Charlotte B. Jepsen.
Det er dog ikke kun sortsyn, som rapporten bringer frem. Det bliver også fremhævet, at de danske installationshavne trods udfordringerne står godt i den internationale konkurrence i Nordeuropa, som er præget af en endnu større mangel på havnekapacitet.
- Den gode og den dårlige nyhed er, at problemet er det samme i resten af Europa, så her og nu er der kun begrænset hjælp at hente udefra. Til gengæld kan vi, hvis vi håndterer udfordringen rigtigt, skabe et nyt eksporteventyr for danske havne, der kan blive centrale i Europas grønne omstilling. Men det kræver, at vi handler, siger Charlotte B. Jepsen.
Samlet har CIP Fonden identificeret 91 GW havvind, som kan forventes at skulle installeres fra danske havne frem mod 2050. Der er tale om 52 GW dansk havvind samt de nærliggende udenlandske havvindmølleparker, hvor danske havne ligger tættest.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.