
Stigende priser på brændstof udløser et ekstra tilskud på 140 mio. kr. fra regeringen til de regionale trafikselskaber, oplyser transportminister Trine Bramsen (S).
- Der skal være god kollektiv trafik i hele Danmark. Derfor har vi besluttet at yde et ekstraordinært tilskud på 140 mio. kr. til dækning af højere energipriser, siger transportministeren.
Tilskuddet kommer oveni de 125 mio. kr., der i september blev bevilget ekstraordinært. De penge var en kompensation for, at trafikselskaberne har oplevet tab af passagerer, siden coronarestriktionerne blev ophævet.
Næstformand i Danske Regioner Stephanie Lose (V) kalder det et fint bidrag. Men det dækker slet ikke hele regningen for stigende priser på brændstof, siger hun til Ritzau.
- Når man ser på tværs af de kommunale og regionale ruter, så er brændstofudgifterne i runde tal 800 mio. kr. højere end budgetteret. Det er i det lys, de 140 mio. kr. skal ses, siger hun.
De regionale trafikselskaber står for at drive de busruter, der krydser kommunegrænser. Selskaberne står ifølge Stephanie Lose midt i en stor spareøvelse, hvor færre passagerer og stigende brændstofudgifter nogle steder kan betyde lukning af busruter.
- Jeg tror, at vi må være ærlige at sige, at vi ikke kommer til at undgå lukning af busruter. Det er så stor en manko, at man nogle steder i landet vil se, at det her vil føre til lukkede busruter.
I Region Midtjylland har man for nyligt besluttet sig for at droppe den mere miljøvenlige biodiesel til fordel for almindelig diesel i de regionale busser. Det sker fra 1. januar 2023, og det vil give en besparelse i den kollektive trafik i regionen på 13,7 mio. kr..
Det samme har man besluttet at gøre i Region Syddanmark, forklarer Stephanie Lose, som er formand for regionsrådet.
- Jeg er ked af, at det er nødvendigt, men omvendt må man også sige, at det ville være skidt for den grønne omstilling, hvis busruter lukker. Så det er et valg mellem to onder - enten at lukke busruter eller spare penge ved at bruge et andet brændstof.
Regeringen har indkaldt trafikselskaberne til et møde i november. Her skal det drøftes, hvordan selskaberne skaber "bedre, mere fleksible og attraktive bustilbud".
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.