
Regeringen foreslår en passagerafgift på 13 kroner på flybilletter til finansiering af grønne indenrigsflyvninger, som statsministeren lovede i nytårstale. Afgiften, der pålægges både indenrigs- og udenrigsafgange fra 2025, vil ifølge planen sikre en finansiering på 1,9 milliarder kroner.
- Luftfarten er - må man være ærlig at sige, når man ser på klimaforandringerne - en sektor, der forurener for meget. Men samtidig er det en sektor, der er behov for. Det er flyene, der åbner verden for os, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) på et pressemøde i Københavns Lufthavn.
Det er planen, at der fra 2025 skal være en grøn indenrigsrute i Danmark. Og fra 2030 skal al indenrigsflyvning være grøn.
Når det gælder grønne afgifter på fly, ligger Danmark noget efter sine nabolande - og det ændrer regeringens forslag ikke på.
Ikke som det første land
Både Norge, Sverige og Tyskland - og en række andre europæiske lande - har allerede indført afgifter i et noget højere niveau, end det regeringen nu foreslår.
Grønne indenrigsflyvninger rykker ikke i sig selv meget i forhold til den grønne omstilling.
For mens internationale fly tegner sig for 2-3 procent af de samlede CO2-udledninger, så udgør de danske indenrigsfly få procent af den samlede danske udledning fra fly.
Afgiften på 13 kroner, der ifølge aftalen kan justeres i både 2024 og 2029, hvis prisudviklingen tilsiger det, skal gå til omstillingen, forsikrer skatteminister Jeppe Bruus (S).
- Der er ikke tale om, at den afgift skal bidrage til at lægge flere penge ind i statskassen, men den skal bidrage til at finansiere den grønne omstilling, som vi har behov for af vores flytransport, siger Bruus.
I 2019 foreslog Klimarådet, at der blev indført en grøn flyafgift i Danmark, og det blev påpeget, at en række andre lande allerede havde disse afgifter.
/ritzau/
FAKTA: Disse lande har afgifter på flyrejser
Danmark er et af få europæiske lande, som ikke har flyafgifter. Afgifterne svinger fra 15 til 1552 kr.
Regeringen foreslår onsdag, at der skal indføres en passagerafgift på 13 kroner ved flyvninger fra danske lufthavne. En lang række europæiske lande har allerede afgifter på flyrejser. Her er et overblik (tal fra 2021):
- Frankrig: Indenrigs- og internationale fly: 35-225 kroner.
- Holland: Indenrigs- og internationale fly: 58 kroner.
- Italien: Indenrigs- og internationale fly: 74 til 740 kroner.
- Portugal: Indenrigs- og internationale fly: 15 kroner.
- Schweiz: Indenrigs- og internationale: 208-833 kroner.
- Storbritannien: Indenrigsfly: 115-230. Internationale fly: 115 -1552 kroner.
- Norge: Indenrigsfly: 57 kroner. Internationale fly: 57 -155 kroner.
- Spanien: Forslag stillet.
- Sverige: Indenrigsfly: 46 kroner. Internationale fly: 46-163 kroner.
- Tyskland: Indenrigsfly: 96. Internationale fly: 96 - 440.
- Østrig: Indenrigs- og internationale fly: 90-225 kroner.
Kilde: Study on the taxation of the air transport sector, EU-Kommissionen.
Opdateret med faktaboks kl 15.08.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.