Regeringen ønsker at afsætte 260 millioner kroner årligt fra i år, og fra 2029 skal beløbet stige til 330 millioner kroner årligt til at styrke erhvervsuddannelserne.
Det er en del af udspillet "Forberedt på fremtiden VII", som er regeringens tredje udspil på området med erhvervsuddannelser.
Fire ud af ti elever falder fra erhvervsuddannelserne, men der er meget stor forskel på, hvor mange der stopper på de lidt over 100 erhvervsuddannelser i Danmark.
- Med dette udspil ønsker vi blandt andet at reducere frafaldet på uddannelserne.
- Sammen med midlerne fra epx-reformen bruger vi omkring 50 procent mere på at uddanne en faglært i Danmark, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) til Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside.
Helt op til 70 procent frafald
Nogle uddannelser har et frafald på 20 procent, mens frafaldet er helt oppe på 70 procent på andre uddannelser.
Fordi frafaldet er forskelligt på de enkelte uddannelser, vil regeringen give uddannelserne frihed til selv at vurdere, hvor pengene bruges bedst.
- Det vil give skolerne et betydeligt løft af økonomien og frihed til lokalt at vurdere, hvordan der skabes de bedste rammer for at uddanne fremtidens faglærte.
- For yderligere at understøtte skolernes frihed til selv at finde de bedste løsninger ønsker regeringen at afskaffe de fire mål fra erhvervsuddannelsesreformen (fra 2014, red.) som nationale målsætninger for uddannelserne samt en række regler og proceskrav, fremgår det af udspillet.
I alt halvdelen af de økonomiske midler i udspillet skal fordeles ud på erhvervsskolerne uden bindinger.
Skolerne får dog ikke carte blanche. De skal ifølge regeringens udspil indgå i et samarbejde med arbejdsmarkedets parter for at sætte en retning for de enkelte skolers indsatser.
Udspillet skal også sikre, at undervisningens niveau bliver højere på skolerne.
- Det er kun hver tredje af de omfattede undervisere, der har gennemført den obligatoriske diplomuddannelse i erhvervspædagogik (DEP).
- Derfor vil regeringen investere i, at undervisernes faglige og pædagogiske
kompetencer styrkes, lyder det i udspillet.
Afprøve hold for personer med funktionsnedsættelse
Regeringen vil også sikre en større fleksibilitet på erhvervsuddannelserne, således at flere unge med særlige behov og funktionsnedsættelser får bedre muligheder.
Her har regeringen ladet sig inspirere af, at man i henhold til gymnasieloven har mulighed for at tilrettelægge et gymnasieforløb over fire år i stedet for tre, for eksempel for elever, der er inden for autismespektret (ASF).
- Derfor vil regeringen udpege tre erhvervsskoler til at afprøve ASF-hold.
- Muligheden for ASF-hold kan eksempelvis oprettes på kontoruddannelsen, landbrugsuddannelsen og lager- og terminaluddannelsen, fremgår det af udspillet.
Opdateret kl. 09.44 med udtalelser fra Mattias Tesfaye.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.