
SJÆLLAND: 55 steder i Region Sjælland kan være forurenet med giftstoffet PFOS, som er under mistanke for at være både hormonforstyrrende og kræftfremkaldende. I et brev til kommunerne har Region Sjælland samlet en liste over lokationer, hvor der kan have været udslip af det giftige stof i forbindelse med brandøvelser, oplyser TV2 Øst.
- Det er alle de steder, hvor man kan have haft brandøvelsesplads. Det kan være hos større virksomheder, olieraffinaderi, brandstationer, flyvepladser eller lignende, siger Henrik Jannerup, chef for jordforurening og grundvandsbeskyttelse i Region Sjælland.
Listen har regionen lavet på grund af sagen fra Korsør, hvor op mod 200 mennesker har spist kød fra kvæg, der har græsset ved Korsør Nor. Området har vist sig at være forurenet af stoffet PFOS, der blandt andet er fundet i det kød, borgerne har spist, og derfor frygter flere nu for deres helbred.
Slagelse leder efter alternativ
Brandskum, som Slagelse Brand og Redning bruger i dag, indeholder små mængder af PFOS, oplyser Slagelse Kommune, der har undersøgt PFOS-forureningen ved brandskolen i Korsør, hvor det blev opdaget.
To analyser viser et indhold af PFOS på henholdsvis 0,0106 milligram PFOS pr. liter og 0,009 milligram PFOS pr. liter, hvilket er under EU’s grænseværdi på ti milligram pr. liter.
Miljøstyrelsen oplyser, at der er et generelforbud mod PFOS i brandskum, hvilket betyder, at indholdet af PFOS ikke må overstige EU’s grænseværdi. Brandskummet overholder derfor lovgivningen og er lovligt at bruge i Danmark.
Indholdet af PFOS er kun fundet i såkaldt ”skarp brandskum”. Det vil sige brandskum, som bliver brugt af beredskabet i forbindelse med brandbekæmpelse m.m. Der er ikke fundet spor af PFOS i såkaldt øvelsesskum, som bliver brugt i forbindelse med øvelser.
Det skarpe brandskum er dog med jævne mellemrum blevet brugt i forbindelser med øvelser på brandskolen. Det er sket i forbindelse med uddannelse i at bruge beredskabets kørende materiel, hvor man ikke kan benytte øvelsesskum. Styrelsens vurdering er, at brugen af det aktuelle brandskum på brandskolen ikke kan forklare de høje koncentrationer af PFOS, som er fundet på brandskolen.
Slagelse Brand og Redning har stoppet brugen af det pågældende brandskum på brandskolen, mens det fortsat bliver brugt af beredskabet forbindelse med brandslukning mm. Slagelse Brand og Redning er i gang med at undersøge markedet for alternativer uden indhold af nogen fluor-forbindelser, herunder PFOS, som kan erstatte det nuværende brandskum.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.