
VIBORG: - Fem minutter over halv tre i dag har jeg meldt mig ud af Socialdemokratiet, sagde partiets gruppeformand i Viborg Byråd, Mette Nielsen, på et pressemøde mandag eftermiddag. Det skriver TV Midtvest.
Med hende står byrådsmedlemmerne Marianne Aaris Andersen, Birgith Langballe og Birthe Harritz, som også melder sig ud af partiet.
De fire byrådsmedlemmer melder sig ud, fordi Mette Nielsen i torsdag sidste uge blev vraget af partimedlemmerne som fremtidig byrådskandidat.
Det skete på en, ifølge Viborg Stifts Folkeblad, dramatisk generalforsamling, hvor en årelang splittelse i partiet fik viceborgmester Mads Panny (S) til at erklære mistillid til sin egen partifælle og gruppeformand. Flertallet mener, at hun ikke har villet acceptere, at hun tidligere i år tabte kampen om at blive sit partis borgmesterkandidat ved KV25 til Anders Bertel.
En træls situation
- Vi står her i en rigtig træls situation. Det er ærgerligt for Socialdemokratiet, at vi er kommet i den her situation. Det er meget svært for os at udføre vores politiske arbejde på en tilfredsstillende måde, sagde Mette Nielsen på pressemødet.
Med de nu fire ekstra udmeldelser står Socialdemokratiet tilbage med tre byrådsmedlemmer. Det er Mads Panny, Eva Pinnerup og Anders Bertel. Ved KV21 fik partiet otte pladser i byrådet og var dengang det andet største parti i kommunen.
I april forlod Martin Sanderhoff Socialdemokratiet som følge af de interne stridigheder i partiet i Viborg. Han har siden været løsgænger i byrådet.
Om de fire nu tidligere socialdemokrater melder sig ind i et andet parti eller bliver løsgængere, har de ikke fortalt endnu.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.