Af Knud Abildtrup
NORDJYLLAND: Landsforeningen af Opholdssteder har fra flere medlemmer i Nordjylland erfaret, at en række kommuner i Region Nordjylland har rettet henvendelse til opholdssteder og botilbud med henstilling om, at stederne nedsætter taksten for 2010 med 5 pct., en enkelt kommune med 10 pct.
Begrundelsen er en aftale om at alle kommunale og regionale institutioner nedsætter deres takst med 5 pct. i 2010, oplyser LOS' nyhedsbrev.
LOS har også erfaret, at repræsentanter for mindst en kommune har 'rejst rundt' og forsøgt at presse taksterne ned idet de samtidig kom med slet skjulte trusler om at ville hjemtage de anbragte børn, unge eller voksne, hvis ikke man satte taksten ned.
LOS har også hørt om tilfælde, hvor man fra kommunens side har antydet, at man måske ville se mere positivt på ansøgninger om overbelægning eller lignende fra steder, der havde valgt at nedsætte taksten.
Hvis dette er korrekt, er der efter LOS' opfattelse tale om klar magtfordrejning, som LOS vil gå videre med til Indenrigs- og Socialministeren.
LOS opfordrer medlemmerne til at stå sammen og afvise disse forsøg på at presse prisen og hermed kvaliteten af stedernes tilbud.
Det er efter LOS' opfattelse klart ulovligt, hvis kommunerne bruger deres beføjelse som godkendende og tilsynsførende myndighed til at nedsætte stedernes serviceniveau og hermed takst.
Når det gælder børn og unge er det i henhold til Serviceloven ulovligt at flytte anbragte børn og unge med henvisning til taksten. Hvis opholdsstederne oplever det, opfordrer LOS dem til straks at indberette det til Ankestyrelsen. Desuden skal der laves ny handleplan, forældremyndighedsindehaveren skal tages med på råd og de unge skal også høres.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.