HILLERØD: Sagbehandlerne har så travlt, at de glemmer aftaler og kommer bagud med deres sager. Handicapteamet i Hillerød har fået et påbud fra Arbejdstilsynet, da presset på sagbehandlerne er så stort, at de har risiko for at få stress og andre sygdomme.
Sagsbehandlerne mistrives i deres arbejde, blandt andet pga. dårlig samvittighed over for borgerne. De har frygt for at tage telefonen, da de ofte får opkald fra bekymrede forældre, som skælder ud.
Handicapteamet hører under familier, unge og handicap og tager sig af opgaver vedrørende børn og unge med handicap, hvor teamet fx laver handleplaner og igangsætter initiativer og opfølgninger på disse.
Mange af sagerne handler om børn og unge som er fraværende fra skole i lang tid eller som truer med eller forsøger at begå selvmord.
Tilsynet vurderer, at denne type følsomme sager lægger et stort mentalt pres på de ansatte, som føler sig ansvarlige over for børnene og deres trivsel. Hertil øges det psykiske pres på de ansatte ved, at de skal håndtere forældrenes frustrationer og bekymringer.
Udover sagernes karakter er selve arbejdsmængden også for høj. Ved tilsynets besøg i sommer var der 358 igangværende sager, hvilket svarer til 38 sager pr. sagsbehandler. Konsekvenserne er, at sagsbehandlerne glemmer aftaler, kommer bagud med opfølgninger på sager samt møder op hos forkerte borgere, da de blander sagerne sammen.
De får ikke færdiggjort de mere tidskrævende sager, og de går videre til næste sag, selvom de har hængepartier ved de forrige sager. Det resulterer i, at de "zapper rundt" i sagerne, hvilket er ineffektivt, fremgår det af påbuddet.
Sundhedsskadeligt for de ansatte
Udover at have konsekvenser for det faglige arbejde, så har travlheden også personlige konsekvenser for medarbejderne. Flere har oplyst, at de har lidt af hukommelsestab, søvnproblemer og mangel på overskud.
Siden december 2021 er arbejdspresset i teamet kun blevet større blandt andet pga. corona, Ukraine-krisen samt at flere medarbejdere har sagt op.
Tilsynet vurderer, at de ansatte er i risiko for at få stress og stressrelaterede sygdomme som fx angst, depression og hjerte-kar-sygdomme, hvis ikke arbejdsvilkårene i afdelingen forbedres.
Afdelingen er blevet påbudt at sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres, så den store mængde arbejde, og presset der følger med, ikke forringer de ansattes sundhed på kort eller lang sigt. Fristen for forbedringerne er d. 1. maj 2023.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.