
Sosu-ansatte har i gennemsnit 20,9 dages sygefravær om året. Det viser en dataanalyse på baggrund af tal fra Regionernes og Kommunernes Løndatakontor fra august 2021 til juli i år ifølge Berlingske.
Mængden af sygefravær ville kræve 6.686 fuldtidsansat sosu-personale for at udfylde de samme timer på skemaet. I årevis har der ellers været fokus på at forsøge at nedbringe sygefraværet blandt offentlige ansatte. I 2020 var tallet 17,1 sygedage.
Corona spiller ind på sygefraværet. Men også inden pandemien brød ud, var fraværet højt. I 2015 var det 15,3 dage og i 2019 16,3.
Mere sygdom i det offentlige
Til sammenligning viste en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i foråret 2021, at fuldtidsansatte i den private sektor i gennemsnit havde 6,9 dages sygefravær i 2019, mens medarbejderne i kommunerne var syge 13,2 dage.
Debatten om rekruttering og fastholdelse af medarbejdere i den offentlige sektor kører på højtryk i valgkampen. Regeringen fremlagde med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen onsdag sine idéer for et lønløft for udvalgte grupper i den offentlige sektor.
Til Berlingske siger professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, at det høje sygefravær er "et oplagt stort potentiale" for flere varme hænder. Han er dog samtidig skeptisk overfor realismen i det.
- I de kommuner, hvor de har sværest ved at rekruttere, vil min analyse være, at de oftere bliver nødt til at rekruttere folk, der generelt har en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet, siger professoren.
Der er i alt mere end 72.000 fuldtidsbeskæftigede på sosu-området i Danmark. Berlingske skriver, at der er store regionale forskelle på sygefraværet.
Egedal Kommune har i gennemsnit registreret 15,4 fraværsdage blandt sosu-ansatte. I Brønderslev Kommune gælder det i gennemsnit 25,4 fraværsdage.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.