
SILKEBORG: Målet er at minimere frafaldet på SOSU-uddannelserne og sygefraværet på SOSU-arbejdspladserne.
Frafald på uddannelserne og sygefravær på arbejdspladserne har stor politisk bevågenhed og rummer store menneskelige og samfundsøkonomiske fordele, hvis de kan mindskes.
Sommeren over har danskerne kunnet følge med i en række sager om svigt i plejesektoren, og undervejs har historierne drejet sig over på SOSU-hjælpernes arbejdsmiljø og fravær.
Derfor påbegynder Social- og Sundhedsskolen i Silkeborg nu et erhvervsPhD-projekt i samarbejde med kommunerne Silkeborg, Skanderborg og Favrskov, der har til formål at minimere frafaldet på SOSU-uddannelserne og sygefraværet på SOSU-arbejdspladserne, oplyser uddannelsesinstitutionen.
- Flere undersøgelser viser, at psykosociale forhold på arbejdspladsen kan aflæses direkte i sygefraværet. Vi vil prøve at finde frem til en eller flere metoder, der kan øge arbejdsglæden og styrke den faglige identitet og derigennem minimere såvel frafald som fravær, siger udviklingskonsulent og PhD-studerende Charlotte Wegener.
Projektets udgangspunkt er, at dette skal ske i et innovativt samarbejde mellem arbejdspladser og uddannelsesinstitution.
- Skolen og kommunerne har allerede et rigtig godt samarbejde om eleverne og om udvikling af uddannelserne. Måske kan vi i fællesskab geare flere elever til at gennemføre uddannelsen og til at undgå længere tids sygefravær i fremtiden. Det er noget af det, som projektet skal undersøge.
Hos Silkeborg Kommune glæder uddannelsesansvarlig Irene Maagaard Frederiksen sig til at komme i gang med projektet:
- Fraværsproblematikken er konstant, og vi har igennem årene sat gang i rigtig mange forskellige initiativer for at komme problemet til livs. Desværre har vi ikke et komplet overblik eller et videnskabeligt bevis for, hvilke tiltag der virker i hvilke sammenhænge. Derfor håber vi, at forskningsprojektet kan afdække, hvilke faktorer der spiller ind, og hvor vi skal målrette indsatsen, siger hun.
Forskningsprojektet bliver det første af sin art i Danmark, idet der ikke tidligere er forsket i frafald fra uddannelse og sygefravær på arbejdspladsen i en fælles optik.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.